Der nu sat punktum i sagen om Carina Melchior, der i 2011 blev sendt i dybt koma på grund af svære hjernekvæstelser efter en trafikulykke.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udtaler kritik af overlæge Benedicte Dahlerup, der afskrev Carina Melchior og stoppede al behandling, selvom Carina siden hen på mirakuløs vis vågnede op fra sit koma.

Det oplyser Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse. Ifølge BT's oplysninger var de seks medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn enige om, at der skal udtales kritik af Benedicte Dahlerup.

Claus Thomsen, lægefaglig direktør ved Aarhus Universitetshospital, erkender, at der er begået fejl i behandlingen af Carina Melchior.

»Vi lavede et fejlskøn af den unge kvindes skader, og selv om hun fik kompetent og livreddende behandling, da hun blev indlagt akut, så er der også rigtig meget, vi kan lære af forløbet,« oplyser Claus Thomsen i pressemeddelelsen.

Læs også:

Nævnet indskærper desuden, at Benedicte Dahlerup skal vise større omhu i sit fremtidige virke, men den afgørelse var nævnsmedlemmerne ikke enige om. De to lægeligt uddannede medlemmer af nævnet valgte at stemme imod indskærpelsen, mens de fire øvrige medlemmer stemte for.

Carina Melchiors advokat, Niels Fjeldberg, oplyser til BT, at han har modtaget afgørelsen, der nu skal tages i nærmere øjesyn.

»Vi tager afgørelsen til efterretning, men jeg vil ikke udtale mig om, hvorvidt vi er tilfredse eller ej, for det er en afgørelse, der ikke kan ankes eller ændres på nogen måde,« siger Niels Fjeldberg

Patienterstatingen har tidligere tilkendt Carina Melchior en halv million kroner i erstatning.

Læs også:

Som en konsekvens af Carina-sagen har Aarhus Universitetshospital ændret deres retningslinjer således, at samtaler om organdonation først finder sted, når behandlingsmulighederne er udtømte og når hjernens funktion er ophørt eller snart forventes at ophøre.

Desuden har hospitaler i samarbejde med andre neurokirugiske afdelinger udviklet en fælles vejledning om kritiske skader i hjernen. Havde den vejledning været der, da Carina Melchior var indlagt, ville man ikke have indstillet behandlingen af hende, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Overlæge Benedicte Dahlerup har, siden dokumentaren om Carina Melchior med titlen 'Pigen der ikke ville dø' blev vist på DR, været sygemeldt i en periode, og hun har senere valgt at fratræde jobbet.