Livvagterne lurede bogstaveligt talt i kulissen, da BT onsdag var på besøg på Pia Kjærsgaards kontor på Christiansborg.

Dansk Folkepartis værdiordfører havde sagt ja til at chatte med læserne i kølvandet på tirsdagens skudattentat på Lars Hedegaard, og netop hendes egne erfaringer med døgnet rundt at være bevogtet af bevæbnede livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste var et af de temaer, som Pia Kjærsgaard blev spurgt om.

- Det har jeg haft i snart ti år. Jeg tænker ikke så meget på mig selv, men det er så trist for demokratiet i Danmark, at det desværre er nødvendigt, siger Pia og fortsætter:

- Til gengæld føler jeg mig tryg i min hverdag og kan passe mit politiske arbejde, som jeg jo er vant til. Jeg har jo livvagter hele tiden, og det er en stor begrænsning af min frihed, men jeg føler ikke, at jeg har noget valg. Det er i øvrigt PET, der bestemmer, hvor længe det skal vare, og ikke mig selv, lød et af Pia Kjærsgaards chat-svar.

SE VIDEO fra chatten med Pia Kjærsgaard her

Hun er rystet over, at islamkritikeren Lars Hedegaard blev forsøgt dræbt med et skud af en foreløbig ukendt gerningsmand, men har indtil nu ikke været i direkte kontakt med Hedegaard, der blot har fået en sms-hilsen.

Alle tager afstand

Gør det indtryk på dig, at talsmanden fra Islamisk Trossamfund har taget skarp afstand fra attentatforsøget, ville en læser vide?

- Hvad havde du ellers forestillet dig, at han skulle gøre? Det er da logisk, at han ikke kan gå på tv og sige, at attentatet på Lars Hedegaard er i orden. Også alle politikere på Christiansborg har taget afstand, og nu mener jeg, at vi så også må have en drøftelse af, hvordan vi løser kriminaliteten i Danmark, svarede Pia Kjærsgaard.

En spørger, der præsenterede sig som den rettroende muslim Yusuf, efterlyste en regering, der ville udvise folk, som hader Danmark og prøver at fremtvinge sharia-tilstande.

Hertil svarede Pia Kjærsgaard:

- Jeg synes, det er positivt, at du som muslim har den indstilling. Jeg er helt enig i, at der givetvis er mange, der har det som dig. De personer, der hader Danmark, skader dem, der opfører sig ordentligt og godt kan lide Danmark. Personer, der skader Danmark, kan tage hjem, hvor de kommer fra, hvis de ikke bryder sig om at være her.

Hvad er motivet?

En anden læser understregede, at gerningsmandens bevæggrunde endnu er ukendte:

- Vi kender endnu ikke gerningsmand eller motiv! Da bomben sprang i Oslo, tror jeg, vi var mange, der sagde: al-Qaeda igen! Imidlertid kom angrebet, som vi alle ved, fra en helt anden kant.

Det synspunkt var Pia Kjærsgaard helt enig i:

- Det er rigtigt, vi kender ikke gerningsmanden eller motivet, hvilket jeg har understreget, hver gang jeg er blevet interviewet om sagen. Jeg håber, politiet meget hurtigt får succes med opklaringen for at finde ud af, hvorfor gerningsmanden har gjort det. Der skal strenge straffe til, når der er begået kriminalitet, og politiet skal både have økonomisk og moralsk opbakning af politikerne.