’Da jeg forlod hotelværelset, gav han mig 300 euro. Da gik det op for mig, hvad jeg havde gang i.’ 24-årige Pia har tjent 80.000 på sugardating. Men hun fortryder alt.

Hun fik 2.500 kr. af den første mand, hun mødtes med. De drak bare en kop kaffe sammen. Anden gang bad manden hende om at ønske sig en gave. ’Et par stiletter fra Louis Vuitton?’, prøvede hun. Skoene kostede over 6.000 kroner, og dem fik hun. Til gengæld skulle hun gå i seng med ham.

24-årige Pia fra København har gennem et halvt år dyrket det kontroversielle fænomen sugardating, hvor hun har modtaget gaver og pengebeløb for at date og – som en usagt del af aftalen – levere seksuelle ydelser.

Mændene er udenlandske forretningsmænd, som hun har fået kontakt til via internettet, og som hun mødtes med under deres businessrejser i Danmark.

På seks måneder fik Pia pengebeløb og gaver til en samlet værdi af 80.000 kr. Men det har kostet hende dyrt.

- Jeg fik det til sidst så skidt med mig selv, at jeg blev nødt til at vaske mig igen og igen og igen for at få det hele til at forsvinde, siger hun.

I seneste søndagstillæg fortalte vi historien om 23-årige Sara, der lever som ’lykkelig sugarbabe’, og som ikke anser sig selv som prostitueret. For Pia er historien en helt anden. Den handler om en ung kvinde, der lod sig lokke af dyre gaver, men som endte med at føre et dobbeltliv, lyve for familie og venner og køre sig selv så langt ud på et skråplan, at hun til sidst ikke vidste, hvem hun var.

- Jeg havde læst om sugardating i amerikanske medier, hvor der udelukkende bliver tegnet et rosenrødt billede af det. Jeg er ikke naiv, så jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til. Men jeg anede ikke, hvor hårdt det ville tage på mig, og hvor ensom jeg ville blive, siger Pia, der i dag er stoppet som ’sugarbabe’.

I Danmark har netsiden sugardaters.dk mere end 16.000 brugere med en tilgang på 400 profiler om ugen. Heraf er omkring 11.000 profiler mænd, der søger yngre kvinder. Antallet af kvinder, der gerne vil betale for mænd, kan til gengæld tælles på én hånd.

- Hele spillet handler om at gøre mændene tilfredse. Det stressede mig helt vildt. Jeg havde et helt almindeligt liv med studier, venner og familie, men samtidig brugte jeg 5-6 timer om ugen på at skrive med mænd. Og så en nat om ugen, hvor jeg ikke kunne fortælle nogen, hvor jeg var, siger Pia.

Hun opdigtede et falsk navn, et falsk job og en helt ny identitet, som hun brugte, når hun gennem et halvt år datede i alt fire forskellige mænd, der ugentligt gav hende en indtjening på 3.000-4.000 kr. En af mændene gik hun i seng med. De tre andre udførte hun ’seksuelle ydelser’ på.

- Det endte med at bryde mig rigtig meget ned. Jeg levede et dobbeltliv og kunne ikke forklare, hvor jeg havde nye sko, dyre tasker eller en masse euro fra, så jeg fandt på de vildeste løgnehistorier over for mine venner og familie. Det er noget af det, jeg har det allermest skidt med, fortæller Pia, der beskriver perioden som enormt ensom.

- Jeg vidste godt, det var forkert, hvad jeg gjorde. Men jeg turde ikke fortælle det til nogen.

Den sidste date blev med en mand på et hotel. De fik en drink, og hun endte med at overnatte.

- Da jeg forlod hotelværelset, gav han mig 300 euro. Da gik det op for mig, hvad havde jeg gang i. Da stoppede jeg. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv, og jeg havde lyst til at løbe ned på gaden og kaste op i nærmeste skraldespand. Han ville sikkert bare være sød, men det er noget af det mest nedværdigende, jeg nogensinde har prøvet, siger hun.

Der er stadig ingen, der ved, at Pia i et halvt år levede et dobbeltliv. Mange af gaverne fra de såkaldte sugardaddys har hun solgt for at slette alt det, der kan minde hende om den tid, hvor hun solgte sig selv. For det var det, hun gjorde. I hvert fald til sidst, mener hun.

- Det virker tiltrækkende i begyndelsen, og det bliver hurtigt som et fix, fordi man kan tjene så mange penge. Men man går meget nemt på kompromis med sig selv. Og jeg har gjort ting, som jeg absolut ikke er stolt af.

Pia er et opdigtet navn. Redaktionen kender kvindens fulde navn.

FAKTA: En gråzone med uklare spilleregler

Hvor der i prostitutionsbranchen på forhånd er aftalt regler og pengebeløb mellem prostitueret og kunde, er reglerne i sugardating mere flydende. En stor del af spillet er spændingen og ’fortjenesten’ i form at penge eller gaver. Her følger en parlør over de mest basale udtryk.

SB = Sugarbaby
En (oftest ung) kvinde, der modtager gaver, penge, dyre middage eller rejser til gengæld for hendes selskab og seksuelle ydelser.

SD = Sugardaddy
En (oftest ældre) mand, der betaler en sugarbabe for selskab og seksuelle ydelser.

Sugar
Et udtryk for gaver eller penge, som gives til gengæld for det, en sugardaddy ønsker af sin babe.

Salt
Et udtryk for en nærig sugardaddy.

Diving into the sugarbowl
Et udtryk for at dykke ned i en sugardaters livsstil.

SA
En forkortelse for websiden seekingarrangement.com, som er den mest populære side verden over.