Ved du noget om sagen, eller kender du nogen, der har været involveret i sagen, så hører BT gerne fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk eller via Facebook.

En sag om upassende adfærd blandt medarbejdere har set dagens lys hos DR.

Det skriver Ekstra Bladet.

Til BT bekræfter direktør i DR Rådgivning, Strategi og Kommunikation, Caroline Reiler, at der er en personalesag på en redaktion på DR.

»Indledningsvis vil jeg gerne sige, at vi i DR ikke tolererer mobning eller krænkelser. Og det, der er kommet med #MeToo, gør selvfølgelig, at det er noget, vi har særligt fokus på lige nu. Det mener jeg også, man bør have som ansvarlig arbejdsgiver,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kan ikke gå ind i konkrete personalesager, da jeg har tavshedspligt, men jeg kan bekræfte, at vi har haft en sag på en redaktion, hvor der har været forlydender om, at der har været en adfærd, som vi hverken kan eller vil stå inde for. Det har vi så ageret på og også bragt til ophør,« siger Caroline Reiler.

Onlinekampagnen #MeToo opstod i kølvandet på anklagerne om den amerikanske filmproducent Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser af kvinder i Hollywood. Siden har hundredetusindevis af kvinder verden over på Facebook, Twitter og Instagram delt deres historier om overgreb, krænkelser, sexisme og voldtægt under hashtagget.

Caroline Reiler kan på grund af tavshedspligten i personalesager ikke udtale sig om, hvor mange personer der er involveret, eller om nogen er blevet suspenderet i forbindelse med personalesagen, ligesom hun ikke kan kommentere, hvilken adfærd der præcist var tale om.

»Men jeg kan sige, at vi agerer på forlydender om krænkende adfærd, når vi hører om det. Det er ikke min opfattelse, at det her er en generel tendens, vi har i DR,« siger Caroline Reiler.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger drejer det sig om to ledende medarbejdere hos DR Kultur, der er suspenderet for upassende adfærd over for praktikanter. Ifølge avisens oplysninger er den ene chef suspenderet for at have udvist 'særdeles upassende adfærd over for praktikanter'.

Den anden leder har ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke udvist upassende adfærd, men vedkommende er blevet suspenderet for sin rolle i sagen.

De oplysninger har BT dog ikke kunnet få bekræftet.

Caroline Reiler forklarer, at man i DR har haft og har fokus på krænkende adfærd.

»Vi vil ikke acceptere det, og når vi hører om det, så agerer vi på det. Det er faktisk også et spørgsmål, vi har i vores trivselsundersøgelse, som vi kører hvert andet år. Vi står netop over for at køre den nu til januar. I den har vi et spørgsmål, der går på krænkende adfærd. Det har der ikke været noget af på den måde. De svar, der kommer på den, bliver sendt direkte til mig,« forklarer hun.

»Det er klart, at det er noget, vi kigger efter, særligt nu her med #MeToo. Det siger næsten sig selv. Vi har også procedurer for, hvad man gør, hvis man har oplevet det her. Så vi har et system på plads til at agere på det her, og det er noget, vi tager rigtig alvorligt,« slutter hun.

DR Kultur dækker over DR Drama, DR's kulturjournalister- og redaktører, DR Ung, DR Musik med P2, P6, P7 og P8 samt DR Kor og Orkestre og DR's koncerthus.