Det er som om, at det hele sidder lidt fast på Borgen.

Regeringen er blevet udvidet med to nye partier – Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – og dens dåbsattest, regeringsgrundlaget, er i regeringens eget selvbillede det mest ambitiøse i dansk historie.

Men også et ensomt et af slagsen.

Dansk Folkeparti orienterer sig mod Socialdemokratiet, og ingen af de to orienterer sig mod de blå mærkesager om reformer og skattelettelser, som markerer hjørnestenene i regeringens politiske projekt.

Konklusionen? Stilstand.

Det var i hvert fald nogenlunde med den melodi, at VLAK-regeringen fik markeret sin 100 dages fødselsdag i sidste uge.

Og spørger man Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er der da også god grund til at hænge lidt med mulen som borgerlig.

Så galt står det til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i hendes øjne bør søge en hurtig afklaring; han skal vride armen om på Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og se, om de to kan finde fælles fodslag. Kan de ikke det, skal Løkke smide håndklædet i ringen og udskrive valg i håbet om, at det borgerlige Danmark kan få nogle bedre kort på hånden.

»Det er helt åbenlyst, at regeringen sidder i en helt fastlåst situation, hvor den ikke har flertal for dens økonomiske politik, som ellers er det, der binder den sammen, og hvor den heller ikke er villig til at give DF andet på udlændingepolitikken end lappeløsninger. Den kommer ingen steder, den holder krampagtigt fast i magten – og det kan i den grad ødelægge det borgerlige Danmark,« siger hun, hvis parti er opstillingsberettiget ved det kommende folketingsvalg.

Men hvad skal regeringen snart gøre? Den har jo ikke flertal for sin politik? Den kan jo ikke gøre for, at DF mener, som DF mener?

»Nej, man kan i høj grad bebrejde Dansk Folkeparti, at de ikke får vekslet deres 37 mandater til indflydelse, og derfor får de heller ikke løst problemerne med udlændingepolitikken. Så der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti bærer en stor del af ansvaret, men regeringen bærer også et ansvar for at sige, at de vil sidde med magten velvidende, at de ikke får gennemført de reformer, de synes er vigtige,« siger Pernille Vermund:

»Det er en meget kortsigtet og egenrådig måde at tænke på, for vi svækker det borgerlige Danmark, når vi har borgerlige regeringer siddende, der ikke får ført borgerlig politik. For så står danskerne tilbage med en følelse af, at de snakker bare og får ikke løst problemet, og så må vi hellere tage et opgør og spørge befolkningen.«

Jeg forstår bare ikke, hvad det er, du mener, at regeringen kunne gøre anderledes?

»Det, man kunne have gjort, var, at gøre det til en forudsætning for at danne en regering, at Dansk Folkeparti var med. Men problemet er, at de simpelthen er som hund og kat, og når man ser Dansk Folkeparti og Venstre slås, så er det ikke svært at forstå, at de ikke kan få gennemført noget konstruktivt sammen.«

Men hvad er det krampagtige?

»Det krampagtige er, at man siger, at jeg vil være statsminister, selvom jeg leder landet med en politik, jeg ikke kan stå inde for. Hvis man holder fast i statsministerposten, selv om man skal føre en politik, man ikke synes, så svækker man tilliden til, at det er de borgerlige løsninger, der er de rigtige løsninger.«

Skal han så udskrive valg?

»Ja. Hvis ikke, han kan få DF tæt ind til sig, så skal han. DF skal tvinges til at komme ind og tage ansvar – ellers sidder vi bare i den situation, vi gør i nu. Hvis jeg var Lars Løkke, ville jeg tage en meget, meget seriøs samtale med Kristian Thulesen Dahl og sige, at hvis vi ikke kan blive enige, må vi tage et valg og spørge befolkningen. For vi kan ikke holde til det her mere. Det ødelægger tilliden til, at de borgerlige løsninger er rigtige, når de fører en politik, som er … Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal kalde den. Den er i hvert fald ikke vækstorienteret.«

Men hvis han udskriver valg nu, så risikerer han jo bare, at magten går videre med det samme?

»Det er jo altid en risiko. Men som jeg ser det, så svækker man sin egen position, hvis man sidder og fører en politik, som er langt fra den, man er gået til valg på,« siger Pernille Vermund.

Christina Egelund, der er politisk ordfører i det ene af regeringspartierne – Liberal Alliance – afviser Vermund.

»Jeg takker Pernille Vermund får rådet. Men det er ikke så overraskende, at hun – som repræsenterer et parti, der ikke sidder i Folketinget – gerne vil have et valg,« siger hun, der dog anerkender, at samarbejdet kunne være bedre, end det er.

»Der findes ikke et borgerligt tænkende menneske, der ikke synes, at vi ikke skal finde hinanden om borgerlige resultater. Det arbejder vi på. Det er åbenlyst, at vi ikke er enige om alt, men vi har en bunden opgave i at finde nogle ting, vi kan blive enige om.«

I den sammenhæng hjælper et valg ikke meget, mener Egelund.

»Jeg tror ikke, vi har behov for mere uro. Vi har behov for mere arbejdsro. Det er dybest set det, vi er her for.«