Efter 45 år på det danske arbejdsmarked kunne Ahmed Dualeh have sat sig til rette i lænestolen som pensionist. I stedet blev ildsjælen fra ghettoen i Nordvest præsident i sit fødeland, Somalia

Inde bag brillerne dukker et drilsk glimt op i øjnene. Så slår 71-årige Ahmed Dualeh en skraldlatter op.

»Jeg ville have kedet mig ihjel,« klukker han så. Med tyk nordjysk accent.

Det er pensionisttilværelsen, han snakker om. Dét, at sætte sig velfortjent til rette i lænestolen efter mere end 45 travle år på det danske arbejdsmarked. Men han kunne og ville ikke synke ned i mageligheden. Så han blev præsident i stedet. I en stædig og ukuelig tro på, at de danske værdier, som han værner så stærkt om, kunne gøre en forskel i fødelandet Somalia.

»Jeg har en mission. Mit liv har en mening. Det er jeg nødt til at gøre noget ved. Når jeg har været så heldig, så skulle fanden tage mig, om jeg ikke gør noget til gengæld for andre, der ikke har været det,« siger han med bestemthed i stemmen.

I over 50 år har Danmark været dét hjem, han kalder paradis. Men historien starter langt fra paradis. Dér, hvor kimen til ildsjælen blev plantet.

Ahmed Dualeh er ud af en fattig nomadefamilie, som blev tvunget til at flygte til den somaliske hovedstad Mogadishu. Under flugten døde hans mor, og hans far gik ned med flaget, gav op.

‘I er nu overladt til Gud’ sagde faderen til den store børneflok på 12. Og skred. Overlod det store ansvar til sønnen på seks.

»Jeg har vitterlig oplevet, hvad det vil sige at være fattig, har sovet på gaden i Mogadishu og haft ansvaret ikke kun for mig selv, men også for mine søskende. To af mine mindste søstre døde af sult foran mig. Jeg så deres sidste åndedrag. Det gjorde ondt,« fortæller han med smerte i sin ellers glade fortællerstemme.

Men det var også på gaden i Mogadishu, at den første af flere redningsplanker få år senere blev kastet ud til ham. Af den italienske urmager Luigi, der adopterede ham, gav ham tryghed og uddannelse.

»Et unikt menneske med et kæmpestort hjerte.«

Egentlig skulle Ahmed Dualeh have studeret agronomi. Men andre drømme havde plantet sig i den unge - og stædige - hjerne. Drømmen om Danmark. Drømmen om at blive kaptajn.

At han lærte om Danmark, skyldtes en artikel i ‘Reader’s Digest’ - ‘Det bedste’, som det hed på dansk - om præsten fra Tjæreborg, der var blevet millionær på at sende danskere på charterferie. Imponeret læste han videre om landet og dets stolte fortid som vikingenation.

Så da han efter tre år på søfartsskolen i Mogadishu måtte læse videre i udlandet, hvis drømmen om at blive kaptajn skulle realiseres, sendte Ahmed Dualeh en ansøgning om stipendiat af sted til det danske undervisningsministerium.

»17 dage efter fik jeg svar,« fortæller han glad om den dag i 1967, hvor brevet landede på hans bord.

»Det var et ja. Men med én betingelse. Jeg skulle lære dansk på tre måneder. Hvis ikke, var det retur til Somalia. Den kontrakt skulle jeg skrive under på,« siger han og kan ikke lade være med at trække tråde til i dag, hvor han føler, at der bliver stillet for få krav til dem, der de seneste 30-40 år er kommet til landet, og stadig ikke behersker sproget.

Selv sad han i et lydstudie i Odense med en Tandberg-båndoptager og terpede dag og nat. Og efter bare to måneder gik han op til sin lærer og sagde ‘jeg er klar til eksamen’. Og bestod. ‘Fænomenet’ kaldte læreren ham.

Til sin søster skrev han, at han følte, at han var landet i paradis.

»Jeg var jo heldig at komme på et tidspunkt, hvor landet var rigt, der var fuld beskæftigelse, befolkningen havde det godt,« forklarer Ahmed Dualeh om at blive taget imod med åbne arme i en tid, hvor dét at være ‘en Sorteper’ - som han jokende kalder sig selv - hørte til sjældenhederne.

Især husker han sin anden redningsplanke, Jørgen Olsen fra Valby, som gav ham husly i sin kælder, mens han læste i København. Gav ham et stort bord, hvor han kunne sidde om aftenen med sine søkort. Gav ham flybilletter til Somalia, da hans hjerte var ved at briste over, at barndomskæresten Zahra var ved at blive bortgiftet til en anden.

»Han blev min reservefar, han blev bedstefar for mine børn. Han passede på dem, ligesom vi passede ham, indtil hans døde. Han og Luigi har betydet ufatteligt meget i mit liv,« siger Ahmed Dualeh med ømhed i stemmen.

Livet i Danmark i slutningen af 60erne og op gennem 70erne var selvfølgelig ikke kun lutter lagkage. Både på skoleskibet Danmark og under sine ti år i rederiet AP Møller oplevede han racisme.

»Men jeg har aldrig jamret over det. Jeg var stolt af, hvem jeg var. Og svarede altid lige så rapkæftet igen.«

Årene i AP Møller kalder han ‘de bedste i mit liv, dér blev jeg formet’. Men det var også dér, han for første gang kom til kort som ‘en Sorteper’.

»Tro mig, jeg var en af de bedste officerer, de havde. Men to gange blev jeg forbigået til forfremmelse. Og der blev jeg sur,« siger Ahmed Dualeh, som sagde ja til en stilling hos Aalborg Portland, hvor han endelig blev den kaptajn, han havde drømt om. Og fik sin tykke nordjyske accent.

35 år boede han og Zahra i en stor patriciervilla i Aalborg. De fik fem børn. Han startede egen virksomhed, blev millionær, investerede pengene i et landbrugsprojekt i sit fødeland. Så kom borgerkrigen i 1991. Alt var tabt. Ahmed Dualeh kæmpede sig på fode igen. Videreuddannede sig. Startede nye eventyr.

Hver gang lovede han Zahra, at når han blev 65, var det slut. Men det var det så ikke.

I januar 2012 blev han af eksil-somaliere fra hele verden valgt som præsident for regionen Jubaland. Og drømte om at tilføre landet nogle af de danske værdier. Uden at være i lommen på nogen.

»Jeg ville ikke styres af nogen. Det var én af de ting, jeg hårdnakket prøvede at undgå,« siger han om sin fire år lange kamp for at indføre demokrati og ligestilling i landet.

»Det var ikke uden omkostninger. Men jeg er både stolt af og glad for, at jeg modstod de tilbud, der kom, for ellers havde jeg bare været ligesom alle de andre. Korrupt. I dag kan jeg gå med oprejst pande. Der er ingen, der kan kaste mudder efter mig,« tilføjer han. Stolt.

Han blev præsidenten fra Nordvest. Pensionisten fra ghettoen, der ville give noget tilbage til sit land.

Men efter fire år opgav han sidste år drømmen. Den kostede for meget rent menneskeligt. Og skabte stor uro hjemme i lejligheden i København NV, hvor både Zahra og de fem børn med god grund frygtede for hans liv.

»Jeg gav stafetten videre,« siger han.

Igen nægtede han dog at sætte sig til rette i lænestolen.

»Jeg har fem børn. De har det godt, har fået fine uddannelser allesammen. Og det er et af mine smertepunkter. For hver gang en af dem afslutter en universitetsuddannelse, så rykker de til USA, Frankrig, England eller Hongkong. Er væk. Jeg er glad på deres vegne over de fine stillinger i FN og store selskaber som Deloitte & Touche, men så sidder den gamle mand her,« siger han. Og får igen det drilske glimt i øjet.

»Jeg har et godt liv. Jeg mangler ikke noget. Så skulle fanden tage mig, hvis jeg ikke gør noget til gengæld for andre, der ikke har været så heldige. Det vil jeg blive ved med. Til den dag, jeg dør.

Jeg er ikke en rig mand, jeg har en lille pension, så penge kan jeg ikke give. Men jeg kan give min tid, min erfaring, min viden. Det er dét, jeg lever for. Dét, der giver glæde. Jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg bare skulle være en hyggelig folkepensionist,« siger 71-årige Ahmed Dualeh, hvis tid og hjerte nu er dedikeret til at bygge skoler og sundhedsklinikker til børnene i Somalia.

»Det er dem, jeg brænder for.«

Historien om Ahmed Dualeh og hans vej fra det københavnske nordvestkvarter til præsidentposten i Somalia kan på torsdag ses på DR2 i dokumentaren ‘Præsidenten fra Nordvest’.