45-årige Peder Lysgaard tænkte ikke længe, før han onsdag smed tøjet og vadede ud i iskoldt vand til livet for at redde en lille hund fra at dø. Her fortæller han, hvorfor han gjorde det.

Den 45-årige Peder Lysgaard var onsdag ude at gå tur ved Amager Strand, da han pludselig så noget postyr. På lang afstand kunne han se, at en lille hund kæmpede med at komme op på isen i det iskolde vand.

Som beskrevet i denne artikel, var det Flemming Steen Nielsens hund 'Bølle', der var faldet i vandet og ikke kunne komme op selv. Og mens Flemming Steen Nielsen og flere andre tilskuere ikke vidste, hvad de skulle gøre, så tog Peder Lysgaard resolut en beslutning.

»Jeg kunne se på afstand, at den blev roligere og roligere og til sidst virkede det næsten som om, at den havde givet op,« siger Peder Lysgaard til bt.dk.

»Jeg tænkte, at hvis ikke nogen snart gør noget, så mister vi den. Så derfor smed jeg tøjet og traskede ud gennem isen,« fortæller han.

Han fik fat i den lille hund og tog den med tilbage til dens ejer.

Selv om Peder Lysgaard er vinterbader og vant til kolde bade, så var turen ud efter hunden en meget kold oplevelse.

»Jeg var meget kold, da jeg kom op. Så der kom hurtigt nogen og hjalp mig op og over til Helgoland Badeanstalt, så jeg kunne få varmen, fortæller Bølles redningsmand, der dog længe efter redningen ikke kunne mærke sine hænder og fødder, fordi de var så kolde.
Vandet var nemlig ikke bare koldt - det var også dybt.

»Jeg rundede den lige engang oppe i hovedet, inden jeg sprang i. For det var svært at se, hvor dybt vandet var. Det endte med at gå mig cirka til brystet,« siger han.

Kulden er ikke det eneste minde om redningsaktionen. Peder Lysgaards ben er nemlig også fyldte af rifter fra isflagerne.

»Mine ben er helt skamferede. Det tynde is har det med at skære,« siger Peder Lysgaard, der dog ikke fortryder redningsaktionen.

»Jeg har snakket med Flemming efterfølgende, og jeg kunne høre, at det var en vigtig hund for ham, så det var da dejligt, at den overlevede,« siger Peder Lysgaard.