Fra fredag til lørdag var Janne Miller fra Humlebæk indlagt på Hillerød Hospital. Her delte hun og en anden patient stue med en ældre dame på Akutafdelingen, der er under ombygning, og de blev nærmeste naboer til den ældre kvindes langstrakte, lidende dødsscene, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

- Hvor er det dog uværdigt, at man på hospitalet ikke kan tilbyde en stue, hvor kvinden og hendes datter, som sad ved hendes side og gentog trøstende ord, kunne have haft den sidste private stund alene sammen, siger Janne Miller.

Den ældre dame, der kom med meget voldsomme strube- og rallelyde, blev kørt ind på stuen til Janne Miller og hendes medpatient fredag eftermiddag. Først lørdag morgen, lige da kvinden omsider fik fred, blev Janne Miller sendt uden for stuen.

- Jeg synes, det var meget grænseoverskridende at være nærmeste ørevidne til den stakkels dames dødsproces. Det er simpelthen ikke værdigt for hverken syge eller pårørende, at man ikke kan få den sidste tid alene sammen uden fremmede, siger Janne Miller.