Står du og skal til at smide bøfferne og pølserne på gasgrillen, så bør du nok tjekke gasflasken en ekstra gang.

Ifølge Arbejdstilsynet står der nemlig lige nu mellem 50.000 og 100.000 farlige gasflasker rundt om i det danske land, der kan eksplodere.

'Arbejdstilsynet krævede i juli 2016, at Primagaz tilbagekaldte en serie 5 og 10 kg kompositgasflasker. Desværre står der stadig mellem 50.000 og 100. 000 potentielt farlige gasflasker ude hos jer! Så se efter, om du har sådan en stående og skynd dig at få den ombyttet, så du og din familie kan få en god og sikker start på grillsæsonen,' lyder det i en pressemeddelelse, som Arbejdstilsynet sendte ud tirsdag.

Foto: Arbejdstilsynet
Vis mere

Ifølge Arbejdstilsynet har test og konkrete hændelser vist, at gasflaskerne kan gå op i limningen og eksplodere efter få minutter, hvis der opstår ild omkring flasken fra eksempelvis en utæt regulator eller gasslange.

'I sommer skete en alvorlig ulykke, hvor en gasflaske eksploderede hos en forbruger efter få minutters brandpåvirkning,' lyder det i pressemeddelelsen.

Der er tale om typen Compolite CS, som har været solgt af Primagaz under navnet PrimaDonna. Gasflaskerne benyttes særligt til gasgrill, varmekaminer og camping.

Hvis du som forbruger har købt de pågældende flasker, kan du få ombyttet din flaske til en anden flaske ved din lokale forhandler.

Eksploderet gasflaske.
Eksploderet gasflaske. Foto: Arbejdstilsynet
Vis mere