En fransk hjerteorm, som lever i hundes hjerter og lunger, gør mange firbenede syge omkring Nordsjælland.

Det skriver Lokalavisen.dk.

Hvis din hund hoster, skal du være ekstra opmærksom. Parasitten ved navn fransk hjerteorm florerer nemlig lige nu ved Gentofte og omegn.

Udover hoste kan der også være andre symptomer, såsom indre blødninger. Men det er altså svært at se udadtil - både for læger og dyreejere - og netop det er det luskede ved sygdommen.

»Det, som er udfordringen som dyrlæge, er, at den giver rigtig mange forskellige symptomer, og derfor kan diagnosen være svær at stille,« siger dyrlæge Martin Søndergaard fra Dyrlægehuset Gentofte til Lokalavisen.

Hvis den franske hjerteorm ikke opdages i tide, kan det have dødelig udgang.

Parasitten kom ifølge Lokalavisen til Danmark tilbage i 1980'erne med en labrador, der havde været en tur i Frankrig, og siden da har den kun spredt sig.

Den kan ikke ses med det blotte øje og smitter ikke fra hund til hund. Ormen kommer ud med afførringen og hvis den skal sprede sig har den brug for snegle.

Det er også via snegle, at hundene kan blive smittet. Hvis en hund spiser for eksempel en skovsnegl eller dens slim, der bærer ormene, så er hunden smittet.

Snegle, der bærer ormen, bliver ikke selv påvirket af parasitten.

Gentofte Dyreklinik anbefaler, at hundeejere samler deres kæledyrs efterladenskaber op, hvis man vil undgå at parasitten i fremtiden florerer.