Tænk dig om og let foden fra speederen, hvis du bevæger dig ud på veje og gader i bil i denne uge.

Politiet varsler nemlig, at man i hele uge 47 holder ekstra godt øje med farten landet over.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.

Heraf fremgår det, at betjentene går målrettet efter bilister, der kører for stærkt.

Indsatsen sker i samarbejde med Sikker Trafiks kampagne 'Sænk farten - en lille smule betyder en hel del,' og kører fra mandag 20. november til søndag 26. november.

Foto: Steffen Ortmann
Vis mere

Og det kan godt være, du bander og svovler, hvis du bliver blitzet og fanget af politiets kameraer, men baggrunden for kontrollen er både dyster og fornuftig. Der er nemlig en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Formålet med kontrollen er derfor også at nedbringe antallet af trafikofre.

Politiet fart-patruljer kommer især til at stå på vejstrækninger, der er særligt udsatte for for uheld og steder, hvor bilisterne ofte kører for stærkt. Men selv om du kører et sted, som ikke er berygtet for hverken ulykker eller fartdjævle, kan du ikke vide dig sikker: Politiet foretager nemlig også kontroller andre steder.

I næsten halvdelen af alle trafikulykker i 2015, som havde dødelig udgang, kørte føreren for stærkt.