I efteråret sidste år hærgede en lignende virus Facebooks Messenger. Se den herover.

Tusindvis af danskere bliver stadig ramt af en insisterende Facebook-virus, der bliver spredt igennem det sociale medies chatfunktion, Messenger.

BT beskrev virussen fredag, men nu fortæller IT-sikkerhedsekspert hos CSIS Peter Kruse, at den mandag stadig spredes og er meget svær at bekæmpe.

På en blog på Csis.dk skriver han:

'Vi har allerede lukket flere end 20 (ondartede Facebook- eller hjemmesider, red.) i løbet af den forgangne uge, men de fortsætter med at poppe op og Facebooks responstid er desværre ofte lang,' skriver han.

Sådan er virussen:

Flere Facebook-brugere har siden begyndelsen af sidste uge fortalt, at de har modtaget et videolink i deres Facebook Messenger, hvor der typisk står 'se her' eller 'er du' og så personens navn. Nedenunder teksten er der et billede af en Youtube-video. Se et eksempel på den herunder:

Ny Facebook-virus.
Ny Facebook-virus. Foto: Peter Kruse
Vis mere

Trykker man på videoen, bliver man sendt videre til en anden Facebook-side, som indeholder forskellige links til den påståede video.

Samtidig er der et 'script' i linket, der gør, at den fisker ens login-oplysninger til Facebook, som den så bruger til at videresende linket med den falske video til alle ens venner på Facebook.

Smart trick

BT talte med Peter Kruse fredag, der fortalte, at virussen var 'smart'.

»Den er jo meget smart. Hvis man ser beskeden på mobilen, ligner det, at man kan trykke play på videoen, men det er faktisk et link. Den er lavet til at snyde folk på mobilen,« siger han.

Ormen kommer ifølge Peter Kruse fra en side på Facebook. Han har i samarbejde med det sociale medie fået lukket kilden, men nu er der en ny, der er dukket op, siger Peter Kruse.

»Det er evigt arbejde,« siger han.

Peter Kruse regner med, at bagmændene er fra et spansk eller portugisisk talende land, da flere af siderne er sporet til en spansk-klingende navn.

Sådan gør du

Peter Kruse giver herunder et råd til, hvordan man håndterer virussen.

  • Hvad gør jeg, hvis jeg spreder denne orm?

Hvis du anvender en mobil, er løsningen enkel. Du skifter blot password. Logger ud og ind igen.
I tilfælde af at du anvender en computer, bør du undersøge, om du har installeret browserudvidelser, som du ikke har kendskab eller tillid til. Du bør fjerne alle de browserudvidelser, du ikke kender og ikke bruger.

  • Hvad skal jeg gøre, hvis jeg modtager en video som denne fra en ven eller bekendt?

Skriv tilbage til pågældende og henvis gerne til denne artikel. Løsningen er at skifte password. Så hjælper du med til at stoppe spredningen.