I går modtog journalisten bag denne artikel en lille fiks mail på min personlige mailadresse på Stiften med en behagelig besked om, at jeg skulle have penge tilbage i skat fra år 2011.

Det var dog nogle detaljer, der påkaldte sig min opmærksomhed.

For det første er det ikke den måde, jeg hidtil har fået den type beskeder. Der er vist heller ikke lige på dette tidspunkt af året.

Der var også en mærkelig afsenderadresse og nogle sproglige ting, der lugtede af svindel og manglende kendskab til korrekt dansk.

Lokkeduen var et link, som jeg angiveligt kunne trykke på for at komme til den direkte behagelige adgang til at få pengene sat ind på min personlige konto.

Dét link afholdt jeg mig fornuftigt nok fra på nogen måde at nærme mig.

I stedet ringede jeg til Skat, hvor jeg i presseafdelingen fik fat på Tina Hass Hansen, der straks var med på, hvad det handlede om.

»Ha, er du så heldig, at du skal have 1.134 kroner og 56 øre tilbage,« spurgte hun.

Og ja, lige præcis. Det var det tal, der stod i den mail, jeg havde modtaget.

»Det er helt vildt, hvor mange henvendelser vi har fået om lige præcis den mail og det beløb. Men du er så ikke så heldig, som mange andre, der for nogen tid siden fik en tilsvarende mail, hvor beløbet, der blev stillet i udsigt at få tilbage i skat, var 21.000 kr.,« siger Tina Hass Hansen.

Der florerer lige nu

Hun fortæller, at Skat i forvejen har en lille advarsel på sin hjemmeside mod denne type bluf, der lige nu florerer lystigt.

Hun ser derfor med glæde hen til, at Århus Stiftstidende advarer folk i det østjyske, så de ikke hopper med på snyderiet.

I øvrigt ville Skat aldrig bede en skatteborger om at oplyse kontonummeret, da det er oplysninger, som Skat i forvejen har, eller skatteyderens Nem-id. Så hermed advaret.

Her er bluf-mailen

For fuldstændigheden - og måske også lidt for underholdningens skyld, bringer vi her den fulde tekst i bluf-mailen fra adressen mode@sekt.com. Trods sproglig ubehjælpsomhed er mailen professionelt lavet og med et korrekt link til Skats hjemmeside. Så pas på! Allerede når man ser, at mail-adsenderen er et .com, bør man være på vagt. Her er teksten:

»17 December 2012. Meddelelse om tilbagebetaling af skat for år 2011.

Kære skatteyder,

Jeg sender denne e-mail for at annoncere: Efter den sidste årlige beregning af din finanspolitiske aktivitet, vi har fastslået, at du er berettiget til at modtage en tilbagebetaling af skat af:

DKK 1,134.56

At modtage din refusion, kan du udfylde og indsende den afgiftsgodtgørelse form.

Klik her for at få adgang til din refundere

Klik her for at få adgang til din refundere

Vores hovedkontor adresse kan findes på vores hjemme­side på www.skat.dk