»Hvorfor gør du det her nu?« »Du ved jo ingenting endnu.«

Klippet med Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock, har floreret på både britiske og danske medier i løbet af tirsdag. Her ses det, hvordan Stephen Kinnock velvilligt stiller op til et interview – og hvordan fruen ikke synes, det er verdens bedste idé.

Sagt på godt dansk, så sætter Helle Thorning-Schmidt sin mand på plads, og han bukker lydigt under. Men ifølge erhvervscoach og parterapeut, Kasper T. Larsen, tackler Stephen Kinnock situationen pænt.

»Han virker til at tage det stille og roligt. Han virker ikke som om han bliver ødelagt,« siger Kasper T. Larsen, der står bag hjemmesiden parterapi-parterapeut.dk.

Alligevel hævder parterapeuten, at den ulige magtbalance, der er i Helle Thorning-Schmidts ægteskab kan give problemer i visse parforhold, i og med at Thorning er tidligere statsminister og i dag direktør for Red Barnet, mens Stephen Kinnock er valgt ind i det britiske underhus.

»En grov generalisering af, hvad der sker i forholdet, når kvinden har en højere position er, at kvinden godt kan miste noget af lysten og interessen, og manden kan godt have lidt svært til at finde sig til rette,« siger Kasper T. Larsen.

Ifølge Kasper T. Larsen viser klippet tre ting.

»For det første viser hun almen omsorg for sin mand. For det andet er det omsorg for det politiske aspekt (sagen) og hendes interesse i, at det går hendes mand godt i faget. For det tredje viser det en kontrakt mellem dem om at hjælpe hinanden, hvor hun trækker på sin medieerfaring som tidl. statsminister,« siger han.

Desuden mener Kasper T. Larsen, at klippet også siger en del om Helle Thorning-Schmidts personlighed.

»Det er hendes stil at være direkte, resultatorienteret og styrende,« siger han.

Helle Thorning-Schmidt har aldrig lagt skjul på, at hun har hjulpet sin mand, da han stillede op til det britiske parlament. Men det er ny viden for pressen, at hun også har ageret som spindoktor, som det ligner i klippet. Ifølge parterapeuten kan det godt fungere, at ægtepar også arbejder professionelt sammen.

»Man kan godt arbejde sammen som ægtepar, hvis man kan skille skidt for sig og snot for sig. Der, hvor det kan blive svært, er, når der kommer følelser i klemme eller når der opstår interessekonflikter (mellem det private og arbejdsmæssige),« siger Kasper T. Larsen.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock bor i dag i London. Se klippet med dem her: