Et ægtepar fra Aabenraa har vundet seks millioner kroner i lotto, efter de for nogle år siden ændrede en lille ting i de rækker, de ellers fast har spillet på gennem 15 år.

Først turde de ikke tro det. Men SMS'en, som de havde modtaget søndag morgen, var ikke en spøg. Et ægtepar i tresserne fra Aabenraa havde rent faktisk vundet seks millioner i lotto.

»Der stod noget med 6.000.000, og jeg tænkte straks, at nogen lavede gas. Man kunne jo næsten ikke læse alle de tal. Jeg kiggede på Tekst-TV og kunne da godt se, at mange af tallene var vores. Men man tror jo ikke på det,« siger manden, der ligesom sin hustru ønsker at være anonym, til Danske Spil.

»Vi sad i vores nattøj i to timer. Jeg græd og græd af glæde. Jeg kunne slet ikke holde op. Og min mand var helt rundtosset og kunne ikke finde vores log in til vores Danske Spil konto. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre af os selv,« uddyber han.

Et tal ændrede alt

For 15 år begyndte ægteparret at spille lotto. De havde faste tal, som de brugte hver gang. Blandt andet tal med henvisninger til fødselsdage og datoen, hvor de mødte hinanden.

Men for ni år siden besluttede de sig for at ændre et enkelt tal i en af rækkerne, da de fik et barnebarn og ville have hendes fødselsdato med. Og netop den række var den, der lørdag betød, at de nu er præcis 6.000.332 kroner rigere.

Endnu har parret ikke fortalt resten af familien om deres held - det skyldes, at familien er bosiddende på Sjælland.

»Vi vil gerne sige det til dem face to face. Så det er meget underligt at gå rundt med sådan en hemmelighed. Det har givet flere søvnløse nætter, vil jeg godt indrømme. Men nu skal vi heldigvis snart se dem,« siger den kvindelige vinder til Danske Spil.

Nogle af de mange penge skal bruges på parrets hus, men rejser til Thailand og Dansk Vestindien står også på listen.