Flere kommuner flytter børn under tre år i børnehave. Det får konsekvenser for hele stuen, advarer pædagoger.

København. Jo flere blebørn, der rykker fra vuggestuen op i børnehaven, jo mere af pædagogernes tid går der fra alle børn på hele stuen, små som større.

Derfor er det en "rigtig, rigtig skidt" udvikling, at flere og flere kommuner rykker børn op i børnehaven, før de er fyldt tre år. Det siger formand for pædagogernes fagforening, Bupl, Elisa Bergmann:

- Det er vigtigt, at børn ikke bliver overflyttet for tidligt, for det betyder noget for hele børnegruppen.

46 ud af de 98 kommuner sender børn i børnehave, inden de er fyldt tre år. Tallet er baseret på en rundspørge blandt kommunerne, som Bureau 2000 har lavet for Fagbladet FOA.

Ifølge fagbladet rykkede kun hver ottende kommune børn under tre år op i børnehaven i 2008.

En børnehaveplads er billigere for kommunen end en vuggestueplads eller en dagplejeplads. Derfor sparer kommunen penge ved at rykke børnene tidligere i børnehave.

Der er intet pædagogisk belæg for at gøre det, betoner Elisa Bergmann.

- De små børn er typisk ikke kommet af med bleen endnu, de skal have middagslur - og de har stadig rigtig meget brug for omsorg og hjælp til mange ting. Det går der meget tid med, siger hun.

- Det giver også dårligere muligheder for at komme på tur - og i det hele taget får de største børn mindre af de aktiviteter, de har brug for.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) anerkender vigtigheden af den tidlige indsats. Det vil ifølge Fagbladet FOA også få en fremtrædende plads i det dagtilbudsudspil, som regeringen fremlægger torsdag.

Elisa Bergmann har et stort håb til udspillet:

- Jo tidligere vi sætter ind, jo bedre betaler det sig både menneskeligt for det enkelte barn, men også for hele samfundet. De første tre år af et barns liv er de allervigtigste.

- Vi håber rigtig meget, at udspillet styrker den tidlige indsats og sikrer, at vi tager højde for, hvad der giver mening pædagogisk for det enkelte barns trivsel og udvikling.

/ritzau/