En chef i byggeafdelingen på Københavns Rådhus misbrugte sin chefstilling i skandalesag, som endte med at koste skatteyderne i nabokommune 9,5 millioner kroner.

I videoen ovenfor forklarer husejer Kenneth Bak om det ulovlige byggeri.

B.T. kan afsløre, at chefen Mirza Hadzibegovic misbrugte sin chefstilling på Københavns Rådhus til i rekordfart af få en byggetilladelse til at opføre et 640 m2 stort autoværksted klos op af en privat have.

Tilladelsen viste sig at være ulovlig.

Selv om han rådgav en privat kunde, brugte han sin kommunale chef-mail til at få ansøgningen igennem. Hadzibegovic har arbejdet i Hvidovre Kommunes byggesagsafdeling, og det var hans tidligere kollega, der behandlede ansøgningen.

Ifølge Kurt Klaudi Klausen, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, misbrugte enhedschefen sin stilling.

»Her er der en klar sammenblanding af interesser. Man skal som offentligt ansat adskille sin rolle som kommunalt ansat og så egne interesser i et privat firma. Her misbruger han også sin stilling i kommunen til at fremme sin private virksomhed, og det må han ikke,« siger han.

Sagen kommer i kølvandet på en anden sag om enhedschefen, som B.T. beskrev onsdag.

Her kunne B.T. fortælle, at enhedschefen blandede sig i en sag om en ulovlig støttemur hos husejer Søren Sørensen, der ifølge eksperter blev udsat for chikane og forskelsbehandling af forvaltningen.

‘Tak for hurtig sagsbehandling’

Ansøgningen blev sendt til Hvidovre Kommunes byggesagsafdeling i 2014.

Da der blev givet tilladelse og byggeriet gik i gang, undrede naboerne sig over, at der måtte ligge et 8 meter højt betonbyggeri klos op af deres haver.

De hyrede en advokat, og efter et par måneder erkendte Hvidovre Kommune, at byggetilladelsen var ulovlig og i strid med lokalplanen.

Så skulle betonbyggeriet rives ned.

Da fejlen lå hos Hvidovre Kommune, endte skatteyderne med regningen. Kommunen måtte betale entreprenøren bag autoværkstedet 9,5 millioner kroner i erstatning, fordi byggeriet var gået i gang.

Med sin fortid i Hvidovre Kommune sendte Mirza Hadzibegovic ansøgningen direkte til en tidligere kollega, og han takkede ham i løbet af korrespondancen to gange for, at han gav ham hurtig sagsbehandling, fremgår det af B.T.s aktindsigt.

Efter først at have fået et afslag, sendte Hadzibegovic en revideret ansøgning fra sin kommunale mail og fik derefter godkendt byggeriet blot 7 dage senere.

Hvad der præcist førte til, at sagsbehandleren gav en ulovlig byggetilladelse, er aldrig blevet fuldt afdækket.

I en redegørelse vurderede Hvidovre Kommune, at kommunens embedsmænd ikke var inhabile i sagen. Alligevel blev den pågældende sagsbehandler og lederen af afdelingen fyret efter skandalen.

B.T. har spurgt byggechefen, hvordan han kan drive et privat byggerådgivningsfirma ved siden af sit job som chef i byggeafdelingen, og hvorfor han brugte sin kommunale chef-mail til at arbejde for en privat kunde.

Han er ikke vendt tilbage på B.T.s spørgsmål. Til gengæld valgte han onsdag at droppe sit private byggerådgivningsfirma, fremgår det af CVR-registret.

Vicedirektør Anne-Sofie Degn i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning siger, at forvaltningen ingen kommentarer har til sagen.

»Der er tale om en personalesag, som for længst er blevet håndteret og afsluttet.«

Chefen i Center for Bygninger i Københavns Kommune, sendte i denne mail en ansøgning om byggetilladelse for en af sine private kunder.
Chefen i Center for Bygninger i Københavns Kommune, sendte i denne mail en ansøgning om byggetilladelse for en af sine private kunder.
Vis mere

Den kommunale chef i Københavns Kommune Mirza Hadzibegovic takkede gentagne gange sin tidligere kollega i Hvidovre Kommunes byggeafdeling for hurtig sagsbehandling, da han hjalp en privat kunde med at få en byggetilladelse.
Den kommunale chef i Københavns Kommune Mirza Hadzibegovic takkede gentagne gange sin tidligere kollega i Hvidovre Kommunes byggeafdeling for hurtig sagsbehandling, da han hjalp en privat kunde med at få en byggetilladelse.
Vis mere