»Det er ikke kun en fejl, det er en alvorlig fejl.«

Sådan sagde nyhedschef i DR, Naja Nielsen, i Presselogen på TV 2 News søndag formiddag, da et panel af mediechefer diskuterede de seneste dages palaver omkring netmediet Den korte Avis, der eskalerede, da P3-værten Anders Stegger opfordrede til boykot i bedste sendetid.

Det stærkt højreorienterede medie Den Korte Avis kom i vælten for nylig, da en lang række store virksomheder trak deres annoncer fra det islamkritiske nyhedsmedie, da 'mediet ikke støtter op om virksomhedens profil', som Nordea, der var de første til at smutte, udtrykte det over for BT.

Siden røg også Ikea, McDonalds, CallMe, YouSee, Telia, Elgiganten, Tui, Pandora, Læger uden Grænser, Ikano Bank, Sportmaster og Scanlines.

Annoncørerne forsvandt på stribe, efter at flere brugere havde skrevet på virksomhedernes Facebook-sider og undret sig over, at de støttede Den Korte Avis. Og det fik radiovært Anders Stegger til yderlige at puste til ilden, da han kom med denne opfordring til sine lyttere:

»Nu er der gjort opmærksom på det, og så kan det være, at der ryger et par annoncer flere. Ellers kan I jo altid gå ind og tjekke denkorteavis.dk og så kontakte de respektive firmaer på deres Facebook-side.«

Lørdag kom han dog med en beklagelse, da han syntes, hans formulering 'lød list dum' og var gået lidt for hurtigt.

»Jeg kan godt høre, at det lyder som om, jeg opfordrer til en boykot. Og det skal jeg selvfølgelig ikke – det var heller ikke min hensigt,« undskyldte Anders Stegger i Jyllands-Posten.

Men i Presselogen på TV 2 News kunne hans chef Naja Nielsen kun beklage yderligere over det, hun kalder 'en alvorlig fejl'.

»Der er en grænse, som nogle gange kan være svær at definere, men som her bare er klokkeklart overtrådt. Man bruger jo P3 som megafon til at føre en kampagne mod en lillebitte avis, og jeg synes faktisk, at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener. Det må jo stå for Anders Steggers egen holdning, at det er en god idé, at virksomheder trækker sig, men det må man ikke bruge DR til,« sagde nyhedschef Naja Nielsen.

Til Jyllands-Posten fortalte Anders Stegger i øvrigt, at han efterradioprogrammet havde haft en snak med sin redaktør om, at DR 'selvfølgelig ikke' skal opfordre til boykot.