Lars Larsens datter har det meste af sit liv levet langt væk fra offentlighedens søgelys og sin fars firma. Men nu er hun overraskende dukket op som medlem af bestyrelsen i Jysk. Det kan der flere årsager til, vurderer eksperter.

Hun er nærmest kendt for at være ukendt. Lige så folkelig og velkendt et ansigt, som den danske dynekonge Lars Larsen er, lige så lidt kendt er hans datter, Mette Brunsborg.

Hun står ellers til at blive en af Danmarks rigeste kvinder, når hun sammen med sin bror en dag arver dyneimperiet Jysk efter deres far - men Mette Brunsborg lever ikke en tilværelse på første klasse. I stedet har hun klart givet udtryk for, at hun ikke ønsker at arbejde i eller med Jysk, og i stedet driver hun et landbrug med køer i Himmerland i det nordjyske. Det har hendes far udtalt flere gange.

Derfor er det også kommet som en overraskelse, at den midaldrende kvinde, ifølge finans.dk, i alt ubemærkethed er blevet medlem af bestyrelsen for Jysk Holding A/S.

Indmeldelsen kommer kun kort efter, at Lars Larsen meddelte i et interview med Berlingske i oktober, at han har besluttet, at en erhvervsdrivende fond skal overtage magten og en stor del af Jysk den dag, han ikke er her længere.

Ifølge Berlingskes erhvervskommentator Claus Skovhus tyder det på, at Lars Larsen vil sikre, at begge hans børn får en føling med den virksomhed, som de en dag sammen med fonden vil få ansvaret for.

»Det får de gennem bestyrelsesposter. Det er en slags lytteposter, hvor de kommer til at sidde tæt på Lars Larsen og får en direkte indføring i virksomhedens drift samtidig med, at der værnes om familiens værdier,« forklarer han og tilføjer:

»Den vigtigste opgave for børnene er at forstå virksomhedens kerne, og så blive lært op i at finde de rigtige mennesker, som kan bistå dem til at drive forretningen, når Lars Larsen ikke længere er en del af virksomheden.«

I mange år har det ellers tydet på, at det var sønnen Jacob Brunsborg, der engang skulle overtage stafetten efter sin far. Han blev siden sin ungdom kørt i stilling til at overtage styringen – og Jacob Brunsborg viste også selv i mange år stor interesse for at gå i sin fars fodspor.

Men Jacob Brunsborg var tilsyneladende ikke helt så stor en købmand som sin far, og til sidst blev han officielt vejet og fundet for let af Lars Larsen.

Spørger man forfatter og tidligere journalist, Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om velhavende, danske familiedynastier, så er det efter hans mening det samme, der er sket igen:

»Jeg kan ikke se det på anden måde, end at han vil afbalancere og sikre, at der er noget sund sans repræsenteret fra familiens side. Der stoler han åbenbart ikke helt på Jacob. Og han er jo også kørt i skoven med alle sine projekter,« siger Søren Jakobsen med henvisning til, at blandt andet Jacob Brunsborgs projekter som lavpris-sushikæden Dondon og luksusgolfbilen Garia har været store fiaskoer.

Søren Jakobsen er overbevist om, at det er Lars Larsen og hans kone, der har ønsket at datteren kom ind i bestyrelsen.

»Ja, det er jeg ret sikker på, at det er. For hun er en midaldrende kvinde, og man holder sig altså ikke fuldstændig ude af det hele i så mange år, for så pludselig at poppe op, så det er helt klart fars ønske det her. Hun kunne jo bare lade en advokat bestyre sin arvepart, hvis det var det, hun ville,« siger han.

At Lars Larsen nærer stor tillid til sin datters forretningssans har han tidligere givet udtryk for:

»Hun læser jo hver dag om, hvor hårdt det er at drive landbrug og hvor få, der kan leve af det. Men hun har den skabertrang, at hun gerne vil vise, at det kan lade sig gøre. Hun har en sund virksomhed med et flot overskud. Det er hendes lille forretning, som hun er stolt af”, sagde han til Berlingske i 2014, hvor han også forklarede, at datteren passer sine køer selv, og at hun maksimalt holder en uges ferie om året:

»Det er der nok ikke mange blandt Danmarks rigeste kvinder, der ville gøre,« lød det fra den stolte far.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Mette Brunsborg og hendes mand og fra Lars Larsen gennem Jysk. Virksomheden oplyser, at de ikke har nogen kommentarer.

Mette Brunsborg bor på sin gård i Himmerland, som hun driver med sin mand. Parret har to børn, Søren og Line. Jacob Brunsborg har også to børn, Christine og Christian. Både børn og børnebørn har officielt andele i Jysk.