Fyrværkeriulykken nytårsnat på Andedamsvej i Skjellerup i Nordjylland kostede to personer livet, mens to personer blev såret.

Den ene af de sårede er Kasper Rogild-Jensen, som har fået alvorlige skader efter en krysantemumbombe, der blev affyret på en mark kort efter midnat. Han har ligget i respirator på Rigshospitalet siden ulykken, men bliver vækket lørdag, fortæller hans mor til BT.

»Han har mistet synet på begge øjne, men ellers har han det efter omstændighederne godt,« fortæller Joan Rogild-Jensen til bt.dk.

Læs også:

Lørdag vil Kasper Rogild-Jensen selv få beskeden om, at han har mistet synet.

»Lægen sagde, at vi ligeså godt kunne sige det til ham med det samme, da han højst sandsynligt selv opdager det ret hurtigt,« siger Joan Rogild-Jensen.

29-årig fængslet

Politiet mener, at en 29-årig mand har solgt de krysantemumbomber, der var årsagen til ulykkerne i både Skjellerup og Assens i Nordjylland nytårsaften.

Læs også:

Den 29-årige familiefar fra Hobro-området blev fredag i et grundlovsforhør i retten i Aalborg fængslet i fire uger for at sælge dødbringende fyrværkeri.

Under grundlovsforhøret kom det desuden frem, at den 29-årige er bedste ven med en af de dræbte.