Kæmpestore muskler i en fart. Det er målet og drivkraften for flere hundrede og måske tusindvis af unge i bodybuilder-miljøet, som sprøjter paraffinolie direkte ind i musklerne, så de for at opnå deres hedeste ønske om at svulme op i størrelse tager en hurtig omvej.

Men det er farligt. Meget farligt.

Det har indtil videre ca. 20 patienter, som netop nu er under behandling for stærkt forhøjet kalkmængde i kroppen, måttet sande.

De oplever konstant hovedpine, træthed, bliver konfuse og har høj risiko for at få nyresten. I yderste konsekvens risikerer det at koste nogle livet, hvis nyrerne sætter ud.

Nogle af de hårdest ramte risikerer at skulle være i livsvarig behandling mod de mærkbare følger, injektionerne med paraffinolie har, fordi ikke mindst nyrerne tager voldsomt skade.

»Det her er ret nyt for os, og derfor ved vi endnu ikke nok om, hvad følgerne bliver på længere sigt. Vi snakker formentlig om hundredevis - ja måske tusindvis - der har gjort det. Og måske har gjort det gennem mange år. I vores system ser vi kun dem, der bliver syge af det, men vi ser jo ikke dem, der ikke er syge. Derfor gør vi, hvad vi kan for at samle data. Det her er virkelig alvorligt, og vi kan ikke advare nok imod det,« siger Ebbe Eldrup, overlæge på Herlev Hospital, der først udtalte sig om sagen til TV 2

Samme melding kommer fra Peter Marckmann, overlæge ved Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Her er der i øjeblikket fem patienter i behandling.

»Vi har hørt fra de patienter, vi har, at der alene på Sjælland er 100-200 unge, som har brugt den her metode. Så vi må sige, at det er et område, der endnu ikke er afdækket. Derfor ved vi heller ikke, hvor det ender, da vi kun har haft kendskab til det et par år. Det er skræmmende at tænke på,« siger Peter Marckmann.

Der er formentlig flere bivirkninger ved at injicere paraffinolie direkte ind i musklerne end dem, der allerede er kendt. Det er først og fremmest nyrerne, der tager skade, fordi paraffinolie, som kan købes i håndkøb og normalt bruges som afføringsmiddel, som brændsel i olielamper eller til at oliere gulvklinker med, binder og ophober en unaturlig stor mængde kalk i nyrerne. Men også i andre dele af kroppen.

»Hvis du har en meget høj koncentration af kalk, så cirkulerer det rundt i kroppen med blodet og sætter sig simpelthen i nyrerne. Det kan meget vel være, at man vil være afhængig af behandling med binyrebarkhormon resten af sit liv. Og det er jo ikke et godt perspektiv, hvis man er måske blot 20-25 år. At få en ny nyre er ikke en mulighed, da den også vil blive skadet af kalken. Kosmetisk kan du fjerne lidt af problemet, men kun delvis, for musklerne kan blive så store, at de næsten ikke kan være inden for huden,« forklarer Ebbe Eldrup.

For dem, der er blevet syge, skal der drikkes vand i litervis dagligt, det er slut med at indtage mælkeprodukter, og sollyset kan man heller ikke længere tåle.

Der er endnu ingen herhjemme, som er blevet så medtaget, at det er endt med dialyse. Men det kan i sidste ende blive eneste løsning, hvis symptomerne viser sig umulige at bekæmpe på andre måder.

VED DU NOGET OM SAGEN? Tip journalist Jens Anton Havskov direkte på jahh@bt.dk; 1229@bt.dk eller via vores Facebook-indbakke