Den psykiatriske afdeling i Odense, hvor tre ansatte blev overfaldet, har længe haft problemer med voldelige episoder. Problemet kendes overalt i psykiatrien, siger en overlæge.

- Jeg kan sagtens genkende problemerne med flere voldelige patienter og overbelægning, som de har på afdelingen i Odense. Det er også hverdagen hos os.

Sådan siger overlæge Henrik Day Poulsen fra Bispebjerg Hospital. Han er daglig leder af en lukket psykiatrisk afdeling som den i Odense, hvor tre ansatte fredag blev stukket ned af en 47-årig patient.

Efter overfaldet er det kommet frem, at vold langtfra er et nyt fænomen på afdelingen i Odense. Andelen af situationer, som blev opfattet som voldelige af personalet, steg således fra 13,3 til 47,1 procent fra 2010 til 2011, hedder det i en rapport fra Arbejdstilsynet, som Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

- Da jeg hørte om overfaldet i fredags, fik jeg indført visitation af alle patienter, når de går ud og ind, også selv om det kun er en udgang på en time. Desuden beder vi nu om lov til at visitere pårørende på besøg, hvis vi har mistanke om noget ulovligt. Og siger de nej til at det, har vi lov til at nægte dem at komme ind på afdelingen, siger Henrik Day Poulsen, som arbejder på Bispebjerg Hospital i København.

Men den øgede sikkerhed løser ikke alene de problemer, som de psykiatriske afdelinger i dag slås med. Rapporten fra Odense beretter blandt andet om en overfyldt afdeling, hvor tidspresset har tvunget de ansatte til at slække på sikkerheden.

- Vi har fået færre sengepladser og skal behandle patienterne hurtigt. Men et andet meget stort problem er det stigende antal kriminelle sindssyge, som indlægges på almindelige psykiatriske afdelinger. De hører ikke hjemme her, men burde være på en retspsykiatriske afdeling, hvor der er øget sikkerhed og mere personale, siger Henrik Day Poulsen.

Han vil dog ikke blot råbe på flere penge, selv om det kan løse en del af problemet nu og her.

- Vi må se på, hvordan vi kan forebygge, at disse mennesker bliver så syge, at de begår overfald. Her har jeg længe sagt, at vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi kan sikre, at personer, der er dømt til psykiatrisk behandling, også tager deres medicin, når de ikke er indlagt. Det kan vi ikke i dag, konstaterer Henrik Day Poulsen.

- Overfaldsmanden i Odense havde jo allerede to domme, han er svært sindssyg og var i så miserabel en tilstand, fordi han ikke havde taget sin medicin, siger han.

Rapporten fra Arbejdstilsynet har endnu ikke været drøftet af Psykiatriudvalget i Region Syddanmark. Næstformand Bente Gertz (S) er rystet over, at forholdene på den psykiatriske afdeling er så dårlige.

- Der var ikke flere penge til psykiatrien, da vi lagde budgetterne, men nu mener jeg, vi bliver nødt til at se på, om vi kan skaffe flere ressourcer til afdelingen. Afdelingen har haft et overforbrug af blandt andet vikarer, fordi der har været meget sygdom.

Formanden for udvalget, Freddie H. Madsen (DF), vil ikke udtale sig nærmere om rapporten.

- Men nu tager jeg det op i regionsrådet og med forvaltningen, siger han.