Næsten to ud af tre af de kvinder, der kommer på Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre, er analfabeter. De har det forfærdeligt, bliver kastet rundt i systemet og er en kæmpe økonomisk byrde for samfundet. »Vores patienter har ofte været i kontakt med mellem 30 og 50 forskellige dele af sundhedssystemet, uden at det har hjulpet på eller øget forståelsen for deres tilstand,« siger overlæge i klinikken.
»60 til 65 procent af vores kvindelige patienter kan ikke læse og skrive.«
Sådan lyder vurderingen fra overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre Annemette Mygh, som fortæller, at enkelte heller ikke kan forstå tal, og at det er en patientgruppe med vidtrækkende problemer.
»Fire ud af fem af kvinderne, vi har, er mellem ti og 40 kilo overvægtige. Rigtigt mange af dem har sukkersyge og rigtigt mange – for ikke at sige dem alle sammen – har kroniske smerter i deres krop, fordi de er så inaktive, at deres muskler sygner hen og deres overvægt samtidig har slidt på deres skelet i mange år,« siger den 67-årige overlæge, som for nylig gik ned i arbejdstid og nu er speciallægekonsulent i klinikken.
»Dertil kommer den rent psykiske nedbrydning af at være en statue i hjemmet.«
De fleste af indvandrerkvinderne, som kommer i klinikken, har boet i Danmark mellem 15 og 45 år og er typisk familiesammenførte til de gæstearbejdere, som især gennem 1960erne og 1970erne kom til Danmark fra Tyrkiet.
Kvinderne kommer ofte fra en baggrund i landområder uden skolegang og har været så afskåret fra resten af det danske samfund, at mange af dem er analfabeter og ikke kan sige mere end et par ord på dansk, fortæller Annemette Mygh.
»Det er hårrejsende, at man efter 40 år i landet ikke kan finde ud af at tage bussen. Så kan man prøve at gætte sig til, hvad de ellers ikke kan finde ud af,« siger hun.
Fra overlægens side af skrivebordet er netop analfabetismen og den manglende evne til at snakke dansk den store stopklods med hensyn til at give kvinderne den rigtige hjælp og behandling.
»Når du ikke kan kommunikere med din patient, og patienten ikke kan kommunikere med lægen, så bygger det hele på antagelser. Så har du ikke en chance for at sætte ind på en relevant faglig måde,« siger hun og peger på, at patienterne ikke kan finde ud at tage deres medicin korrekt og ofte bliver fejlmedicineret.
»Vi ser utroligt mange, der er præget af bivirkninger frem for virkninger af medicinen, og det fastholder dem i en tilstand af sløvhed, svimmelhed og inaktivitet, som igen er med til at fastholde dem i en total mangel på bevægelse og alle de følgesygdomme, der følger af det.«
Det er ifølge Annemette Mygh »dømt til at køre af sporet«, når patienten hverken kan kommunikere med sygeplejersken, lægen eller andre dele af sundhedssektoren.
»Vores patienter har ofte været i kontakt med mellem 30 og 50 forskellige dele af sundhedssystemet, uden at det har hjulpet på eller øget forståelsen for deres tilstand.«
»Chancen for at give en forkert behandling er meget stor, når du ikke har mulighed for at handle relevant. Det resulterer i, at patienten bliver mere syg og går til lægen igen, og bagefter går de til en anden læge, fordi den første ikke hjalp. Og det gør den tredje eller den tiende heller ikke, fordi man aldrig når over den kommunikationsmæssige barriere. Andre gange udebliver patienterne, fordi de ikke kan læse, hvor og hvornår de skal møde op, og så kan de starte forfra i systemet igen.«
Sundhedssystemet ikke gearet til opgaven
Ifølge overlægen er sundhedssektoren simpelthen ikke gearet til den udsatte gruppe af indvandrerkvinder, som blandt andet ikke kan dansk: Lægerne mangler både tid, penge, viden og uddannelse, mener hun.
»Man lærer ikke ikke nok om problemerne på læge- og sygeplejeruddannelsen og kommer derfor ud i den her situation uden at være klædt på til det. Typisk kan sundhedspersonalet slet ikke forestille sig, at der kan være tale om en analfabet, men de bliver nødt til at turde spørge ind til det,« siger Annemette Mygh.
»Noget andet er, at der har været megen uklarhed omkring tolke gennem årene, og det betyder, at der ofte ikke er en tolk til stede. Men det er en forudsætning for en vellykket konsultation, at der er en kompetent tolk, som kan oversætte for de her patienter. Og det er ikke etisk forsvarligt, når læger forfalder til at bruge patienternes familiemedlemmer som tolk.«
Når der skal en tolk med til en konsultation hos lægen, som normalt varer ti minutter, tager det ifølge Annemette Mygh mellem to og tre gange så lang tid. Det er regionen, der betaler regningen til tolken, men lægerne bliver kun kompenseret for besværet med at bestille tolken og bliver ikke betalt for, at konsultationen er ekstra tidskrævende, og det mener overlægen ikke er holdbart.
»Det kan en normal praktiserende læge ikke påtage sig uden at blive godtgjort for det,« siger hun.
Der bliver ifølge overlægen allerede brugt »uhyrlige summer« på den udsatte patientgruppe, men i sidste ende vil det både være til gavn for de udsatte kvinder og samfundets økonomi at ændre praksis, mener hun.
»Sundhedssystemet er nødt til at forstå, at det er et strukturelt problem. Vi bliver nødt til at gribe det helt anderledes an. Det vil være en win-win-situation for både patienterne og samfundsøkonomien.«
Annemette Mygh fortæller, at hun tre gange har skrevet til Sundhedsministeriet og til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) for at gøre opmærksom på problemstillingen uden at høre noget.
