Myndighederne bør advare de tusinder af unge piger, der hvert år vaccineres mod livmoderhalskræft, mod at dyrke meget motion op til vaccinationen. Det siger Jesper Mehlsen, overlæge og forskningschef ved Synkopecentret på Frederiksberg Hospital i København, der har undersøgt 90 piger og kvinder med ofte svære symptomer, der kan være fremkaldt af vaccinen.

»Vi kan se, at mange af dem, der har mulige bivirkninger, har trænet meget – så selvom sammenhængen mellem vaccine og bivirkninger ikke er endeligt videnskabeligt bevist, mener jeg, at tvivlen bør komme pigerne til gode, og at de derfor bør advares om ikke at dyrke stærk fysisk aktivitet forud for vaccinationen,« siger han til Radio24syv.

Læs også:

Allerede i marts 2014 fastslog Frederiksberg Hospital i en rapport, der blev sendt til Sundhedsstyrelsen, at hospitalet fandt det »sandsynligt«, at der var en sammenhæng mellem vaccinen og de symptomer, pigerne fik. Hospitalet konkluderede desuden, at der var en »bemærkelsesværdig ensartethed i symptomerne«, og at patienterne havde »et højt niveau af fysisk aktivitet forud for vaccinationen.«

Alligevel er de tusindvis af danske piger og kvinder, der hvert år vaccineres, endnu ikke blevet advaret om at de bør skrue ned for stærk fysisk aktivitet forud for vaccination.

Frederiksberg Hospital har undersøgt 90 piger med mistænkte bivirkninger fra HPV-vaccinen - og yderligere 145 kvinder og piger venter på at blive udredt. Langt den overvejende del af patienterne var meget sports-aktive inden vaccine- og symptomstart:

Læs også:

Læs også:

»Hvis risikoen for, at man får bivirkninger, faktisk ser ud til at være væsentligt større, når man træner, så vil det være en god ide at sige til folk, at de skal vente med få vaccinen til et tidspunkt, hvor de ikke træner så meget,« siger Jesper Mehlsen til Radio24syv.

Synkopecentret er det sted i landet, der har været i berøring med flest patienter med mulige bivirkninger efter HPV-vaccinen.

De hyppigste symptomer har været stærk hovedpine, voldsom træthed samt problemer med hukommelse og koncentration. Patienterne har også oplevet åndenød, kvalme, mavesmerter og nedsat muskelkraft – flere sidder i kørestol i dag. En af dem, der har oplevet mulige bivirkninger ved vaccinen, er 25-årige Katrine Jægersdorf.

Læs også:

»Jeg har voldsomme smerter i hele kroppen, så helt basale gøremål, som madlavning, indkøb og noget så simpelt som at gå på trapper, er en udfordring. Jeg besvimer en til to gange om dagen, og lider generelt af svimmelhed, hjertebanken og kvalme,« siger Katrine Jægersdorf til Radio24syv.

Hun er en af de piger, der dyrkede motion dagligt, inden hun fik HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft for knap tre år siden.

I dag er Katrine Jægersdorf kronisk syg, og hun er ikke i tvivl om, at hendes symptomer skyldes vaccinen. Og Katrine Jægersdorfs historie står ikke alene.

Sundhedsstyrelsen og den fælleseuropæiske lægemiddelstyrelse, European Medicines Agency, mener imidlertid fortsat, at det »hverken kan be- eller afkræftes«, at der er en sammenhæng mellem de oplevede bivirkninger og HPV-vaccinen.

Læs også:

Sundhedsstyrelsen vil derfor ikke advare de unge piger mod at dyrke meget motion forud for, at de bliver vaccineret, oplyser Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen til Radio24syv:

»Vi har ikke tilstrækkelig viden til at kunne komme med en generel anbefaling, hvor vi fraråder træning før vaccination. Vi følger løbende de indberetninger om bivirkninger, der kommer ind om HPV-vaccinen. Og der er ingen tvivl om, at fordelene stadig overstiger de få bivirkninger, der er ved vaccinen,« siger han.

Det anslås, at omkring en halv million danske piger er blevet vaccineret mod livmoderhalskræft, siden vaccinen i 2006 blev godkendt i Danmark. I dag indgår vaccinen i det danske børnevaccinationsprogram og anbefales til alle piger i 12-års alderen.

Andre læser også