Københavns Politi og PET arbejder massivt flere steder i hovedstaden

I løbet af søndagen har politiet primært indsat kræfterne tre nye steder i hovedstaden: To steder på Nørrebro og et beboelseskompleks på Østerbro tæt ved det sted, hvor den formodede gerningsmand lørdag efterlod sin flugtbil efter det første skudoverfald ved kulturstedet Krudttønden.

Vognmandsmarken, Østerbro:

Beboere på stedet observerede kampklædt politi og politi i militære uniformer, formentlig aktionsstyrken, der rykkede ind på området. Et øjenvidne berettede ifølge DR, at en opgang blev stormet og politiet brugte lysgranater.

Kort efter ordensmagtens ankomst til stedet blev en ung mand iført en grå hættetrøje anholdt og ført bort. I løbet af dagen gravede politiet blandt andet i jorden foran nogle altaner, søgte med hunde samt fjernede flere forskellige slags bevismateriale fra en lejlighed.

Mjølnerparken, Nørrebro:

Her ankom den mistænkte lørdag eftermiddag kort efter attentatet på ‘Krudttønden’ i en taxa. Kort efter forlod han atter stedet. I løbet af søndagen, få timer efter gerningsmanden var blevet skudt, vendte politiet talstærkt tilbage til stedet. Her blev lejlighederne i opgang nummer 38 ransaget og det var i denne bygning, at politiet fandt flere forskellige effekter, der kunne ledes tilbage til den formodede gerningsmand.

Netcaféen Power Play på Nørrebrogade:

Kort fra det sted, hvor den formodede gerningsmand blev skudt tidligt søndag morgen, ligger netcafeen Power Play. I løbet af søndagen rettedes myndighedernes søgelys mod stedet, der blev grundigt undersøgt og fire mænd blev ifølge flere medier anholdt og kørt til afhøring. Dette er dog ikke bekræftet af politiet. Københavns Politi bekræftede dog, at indsatsen på netcafeen havde en forbindelse til drabene ved ‘Krudttønden’ på Østerbro og den jødiske synagoge i det indre København.

Ud over de tre nævnte steder arbejdede politiets teknikere i løbet af dagen videre på det sted, hvor gerningsmanden blev skudt på Nørrebro, stedet hvor den sorte VW Polo flugtbil blev efterladt samt de to gerningssteder for skyderierne.