Mere end 600.000 danskere får i den kommende tid glæde af en helt ny tv-kanal, hvis de har en lille eller mellem tv-pakke hos YouSee.

Det oplyser tv-direktør hos YouSee, Jacob Mortensen, til BT.

»Det er alle vores kunder, der nu får adgang til den nye kanal. Nogle har haft den før, men nu er det alle, også dem med grundpakken og mellempakken,« siger direktøren.

Den nye kanal, der er tale om, er Comedy Central, der viser flere amerikanske comedy- og talkshows som blandt andet 'The Daily Show'.

'I løbet af næste uge får du en ny kanal med i din tv-pakke, nemlig Comedy Central. Her kan du bl.a. se komedieserier, late night talkshows og stand-up fra hele verden. Samtidig ændrer vi lidt på rækkefølgen af enkelte kanaler,' lyder det blandt andet i en mail, som en række YouSee-kunder har modtaget i disse dage.

Ca. 615.000 YouSee-kunder vil i løbet af januar og senest i slutningen af februar have adgang til den nye kanal, som automatisk bliver en del af tv-pakkerne. I alt vil over en million tv-kunder efterfølgende have adgang til kanalen.

Ifølge tv-direktør Jacob Mortensen er der en ganske klar årsag til, at man vælger at give sine kunder en ny tv-kanal.

»Vi kan se, at dem, der ser mindre tv, er det yngre publikum, og den her kanal Comedy Central har netop det yngre publikum som målgruppe. Der er også mange af dem, der har den lille pakke og finder deres indhold via streaming, så meget af det her indhold er relevant for dem,« siger Jacob Mortensen.

Overordnet set er det en del af YouSees strategi om at tilbyde mere on demand indhold.

»Vi kan se, at bevægelsen væk fra flow tv og til 'on demand' og streaming betyder, at der er en ny adfærd undervejs. Man vil selv bestemme, hvornår man ser indhold, så vi gør mere tilgængeligt on demand. Der er større arkivindhold bl.a. fra Comedy Central og Mtv, og den her kanal er et af elementerne,« siger tv-direktøren.