Interessen for at få et glimt af prins Henriks båre har været overvældende. Tusinder stod i kø i kulden.

København. Interessen for at se prins Henriks båre i Christiansborgs Slotskirke og sige farvel har været "overvældende" på den første af de tre dage, hvor offentligheden har mulighed for at lægge vejen forbi.

Det fortæller driftsleder Jan Blichert-Hansen fra Christiansborgs Slotsforvaltning.

Han oplyser, at 5081 personer lørdag har været forbi prins Henriks båre i Christiansborg Slotskirke i tidsrummet 15-19.

- Det er foregået stille og roligt, selv om nogle måtte vente i halvanden time på, at det blev deres tur, siger han.

Køen foran Christiansborg Slotskirke, hvor båren befinder sig, var på tidspunktet omkring åbningen flere hundrede meter lang. Den strakte sig rundt om Christiansborg og ind på ridebanen.

Prinsen ligger castrum doloris i kirken. Det betyder, at hans lukkede kiste er placeret på en forhøjning - en katafalk - i kirken.

Officerer fra hæren, søværnet, flyvevåbnet og Hjemmeværnet står desuden æresvagt ved båren.

Der er fortsat mulighed for at komme forbi kisten. Kirken er søndag åben fra 12 til 19 og mandag fra 15 til 19.

Prinsen bisættes tirsdag klokken 11 ved en privat ceremoni i Christiansborg Slotskirke.

/ritzau/