I weekenden kommer sommervejret tilbage for en stund, når et højtryk rammer Danmark. Vi kan forvente masser af sol, temperaturer omkring de 20 grader og få regnbyger.

Hen over weekenden begynder det efterårsagtige vejr at ændre sig - til det bedre. For allerede fredag kan man især i Østdanmark forvente masser af sol og få regnbyger.

Jyderne skal væbne sig med lidt mere tålmodighed, for her vil der forekomme en hel del regnbyger, samtidig med at der vil blæse en frisk efterårsagtig vind.

- Allerede lørdag begynder det gode sensommervejr. Her kan temperaturerne nå op på en 17-18 grader med svag vind. Selvom der i løbet af lørdag formiddag vil kunne forekomme en del tåge, byder eftermiddagen på masser af sol, siger meteorolog Jens Ringgaard Christiansen fra TV2 Vejret til bt.dk.

Søndag og mandag blæser varmen for alvor ind over Danmark.

- Det bliver virkelig et par gode dage, hvor vi flere steder i landet kan forvente temperaturer omkring de 20 grader - nogle steder op til 21 grader - med svage vindforhold og næsten ingen skyer, siger han.

Hvis man udelukkende ser på den astronomiske kalender, så bevæger vi os allerede ind i vinterhalvåret i morgen, da fredag er efterårsjævndøgn.

- Det er lidt sjovt, at vi så får de temperaturer her i weekenden, siger Jens Ringgaard Christiansen.