Danskernes mest følsomme oplysninger er for dårligt beskyttet i mange offentlige institutioner, viser rapport.

København. Det står skidt til med it-sikkerheden inden for det offentlige, viser en ny rapport fra Finansministeriet ifølge Berlingske.

Af rapporten fremgår det, at der er problemer med 117 ud af 377 it-systemer, som vurderes til at være afgørende for statens virke.

For nogen af dem gælder, at de halter efter på sikkerheden i en sådan grad, at det øger risikoen for nedbrud og hacking.

De kritiske systemer kan for eksempel være systemer som Skat, forsvarets systemer og NemID. Men de nævnte systemer er ikke nødvendigvis dem, der har problemer, oplyser ministeriet.

Der er kun sket en lille forbedring siden sidste eftersyn af it-området i januar 2017. Her viste 157 systemer sig at være utilstrækkelige.

Det er ikke ny viden, at Danmark er sårbar over for cyberkriminelle. Der har de senest år været flere omfattende hackerangreb mod det offentlige. Og innovationsminister Sophie Løhde (V) har da også rettet fokus mod området.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi i staten ikke har styr på it-systemerne, siger Sophie Løhde til Berlingske.

- Det er problematisk, for når de ikke er ordentligt vedligeholdt, er der større risiko for nedbrud eller hacking, hvor it-kriminelle får adgang til personfølsomme data, siger hun.

I november præsenterede innovationsministeren en ny strategi for it-styring i staten, som løber frem mod 2021.

Men ministerens indsats på området møder kritik fra flere sider.

John Foley, der er stifter af rådgivnings- og it-sikkerhedsvirksomheden Copits, forklarer, at Danmark halter efter sine nabolande med sikkerheden, selv om vi ifølge en ny FN-opgørelse er frontløbere inden for offentlig digitalisering.

- Vi er blevet udpeget som verdens førende inden for digitalisering. Men det er gået alt for stærkt, og det har været på bekostning af sikkerheden, siger han til Ritzau.

I en anden opgørelse fra FN, der handler om graden af it-sikkerhed i de enkelte lande, er Danmark til gengæld placeret helt nede på en 34.-plads.

Både i 2014 og senest i 2018 er der lanceret strategier, der skal styrke it-sikkerheden i det offentlige. Det er gode skridt på vejen, mener it-eksperten.

Det er bare ikke nok.

- Jeg efterlyser i allerhøjeste grad et meget bedre samarbejde mellem det offentlige, det private og forskningsverdenen. Det har man gjort i andre lande - blandt andet Holland, Norge og England, siger John Foley.

/ritzau/