Kystdirektoratet mangler beviser mod 8 af 12 grundejere, der mistænktes for at hælde beton ud over skrænten.

København. Otte grundejere går fri for tiltale i en sag om ulovlig kystsikring syd for Lønstrup.

Det skriver DR Nordjylland.

Kystdirektoratet havde påbudt 12 grundejere at fjerne beton, der var hældt ud over skrænten i sommerhusområdet.

Her gjorde otte af grundejerne indsigelser mod påbuddet.

Kystdirektoratet har efterfølgende ikke kunnet finde beviser for, at otte af de tolv grundejere stod bag den ulovlige kystsikring.

Sådan lyder det fra Kystdirektoratets områdechef, Hans Erik Cutoi-Toft.

- Vi kan i hvert fald ikke bevise, at de har været involveret, siger han til DR Nordjylland.

De 12 grundejere blev i første omgang omfattet af påbuddet, fordi Kystdirektoratet kunne konstatere, at der var arbejdet med at lave den ulovlige kystsikring fra netop deres grunde.

Den ulovlige kystsikring skete i dagene op mod jul, hvor et område på størrelse med en fodboldbane blev udjævnet i et sommerhusområde syd for Lønstrup.

Efterfølgende blev sand og buske skubbet i havet, hvorefter der blev hældt beton på.

Kystdirektoratet opretholder påbuddet mod de sidste fire grundejere. Samtidig afventer direktoratet en politiefterforskning, der skal bevise, hvem der stod bag kystsikringen.

Der er ikke givet tilladelse til kystsikring i området ved Lønstrup Klint, hvor de pågældende sommerhuse ligger.

Det har i mange år frustreret sommerhusejerne, da de er bekymrede for, at havet vil æde deres grunde.

Sådan lyder det fra Hans Sønderby Christensen, der repræsenterer en gruppe på omkring 50 sommerhusejere, der kræver kysten sikret.

- Man kan godt kalde det kulminationen på mange års frustration, sagde han om den ulovlige kystsikring, da påbuddet blev sendt ud.

- De oplever det, som at de ikke har noget valg. De fleste mennesker vil kunne forstå desperationen, der opstår, hvis ens pensionsopsparing er ved at styrte i havet.

Området er en del af det 292 hektar store naturbeskyttelsesområde Rubjerg Knude og Lønstrup Klint.

/ritzau/