Torsdagens storm, der har fået navnet Bodil, rammer den jyske vestkyst ved middagstid og vil ifølge DMIs prognoser have spredt sig til hele landet ved 21-tiden med vindstød af orkanstyrke. Togdriften ændres, og der er risiko for lukning af flere broer.

Endnu en gang bereder Danmark sig på, at en storm rammer landet. Selvom torsdagens storm, der er blevet døbt Bodil, ikke ser ud til at blive lige så kraftig som den, der raserede 28. oktober, advarer Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om vindstød af orkanstyrke.

»Ifølge vores prognoser kan der være kraftige vindstød torsdag aften over hele landet på op til 35 meter per sekund. Det er ret voldsomt, og vindstødene vil være isnende kolde,« siger vagtchef ved DMI Thyge Rasmussen.

Den jyske vestkyst rammes allerede ved middagstid med vindstød af stormstyrke, og omkring klokken 16 vil stormen have bevæget sig mod den sydlige del af Østersøen og Det Sydfynske Øhav, hvor vindstyrken kan tage til. Det vil i første omgang være en vind fra sydvest, der rammer Jyllands vestkyst, men ud på eftermiddagen vender den, så den i stedet kommer fra nordvest, og så vil stormen for alvor tage sit greb om hele landet.

»Det er netop den nordvestenvind, der i løbet af aftenen vil sprede sig til resten af Danmark. Hovedstadsområdet og den nordlige del af Jylland vil blive ramt omkring klokken 21 om aftenen,« siger Thyge Rasmussen.

Banedanmark forsøger at komme stormen i forkøbet ved at ændre togdriften både torsdag og fredag, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»På baggrund af de seneste prognoser fra DMI har vi truffet beslutning om at reducere antallet af tog på såvel fjernbanen som på S-banen. Det giver passagererne mulighed for at kunne ændre i deres rejseplaner for torsdagen,« siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.

Således vil S-togene allerede fra om morgenstunden torsdag køre efter weekendplanen, mens der på Sjælland fra klokken 12 og i Jylland fra klokken 9 kun vil køre regionaltog én gang i timen mod de normalt to afgange hver time. Desuden indsætter DSB togbusser i stedet for regionaltog på strækningen mellem Fredericia og Odense. Peter Svendsen opfordrer alle togrejsende til at tage af sted i god tid og forsikrer om, at Banedanmark har stormberedskabet klar i hele landet.

Holder DMIs prognoser om vindstød af orkanstyrke stik, vil det ikke kun være togpassagerer men også bilister, der skal være forberedt på forhindringer torsdag, for så er der udsigt til brolukninger.

»Vi lukker Storebæltsbroen, hvis vindstyrken når op på 25 meter per sekund, for så er det for farligt at køre på broen. Prognoserne rykker sig jo hele tiden lidt, så vi ved det først nogenlunde præcist i morgen (torsdag, red.) tidlig. Men som det ser ud lige nu, vil stormen påvirke trafikken på broen hele torsdag og natten til fredag,« siger kommunikationschef i Sund & Bælt Lene Gebauer Thomsen.

Også Øresundsbron lukker motorvejen for al biltrafik ved en vindstyrke på 25 meter i sekundet, oplyses det på hjemmesiden.

Efter stormen, der ramte 28. oktober, fik Falck omkring 2.300 anmeldelser om skader, så redningskoncernen står igen klar med gode råd:

»Hold styr på juletræer og havetrampoliner og hold dig inden døre. Undgå helt at færdes ude, når stormen raser – især i byområder, hvor der er risiko for nedfaldne tagsten og tagplader. Tjek også på forhånd, om din forsikring dækker, så du er forberedt, hvis du får stormskader,« lyder opfordringen fra kommunikationsmedarbejder i Falck Magnus Mernild.