Hans arbejdsevne var nedsat med 25 procent. Han havde angst, lider af posttraumatisk stress og er ordblind. Men en arbejdsprøvning som pædagog ændrede tilværelsen for 35-årige Morten Søndergaard. Forleden blev han student fra VUC Roskilde med et snit på 10,5 med ni 12-taller og to 10-taller.

»Da jeg startede på VUC Roskilde var jeg stærkt ordblind og samtidig meget præget af posttraumatisk stress. Jeg har både været udsendt til Kosovo og Afghanistan, og efter min sidste mission fik jeg diagnosen posttraumatisk stress og det har påvirket mig i høj grad. Jeg har fået hjælp og været i behandling mange gange, men man lever med det resten af livet,« fortæller Morten Søndergaard til VUC Roskildes hjemmeside.

Under en arbejdsprøvning for støttekrævende børn, fandt Morten Søndergaard ud af, at han faktisk duede til noget. Hans evne som pædagog gjorde, at han fik smagen for faget. Det gik dog op for den tidligere soldat, at han havde svært ved at tyde bogstaver, og han startede derfor med ordblindeundervisning på VUC Roskilde. Efter han havde taget fag for at forbedre gennemsnittet fra folkeskolen, blev han af undervisere opfordret til at læse HF-enkeltfag, for på trods af ordblindhed var han fagligt dygtig. Underviserne var stærkt medvirkende til Morten Søndergaards udvikling. Det forklarer han selv.

»Det er nogle fantastiske lærere jeg har mødt, som har støttet mig og skubbet i den rigtige retning. Jeg kom fra håbløshed, men fik hjælp og kunne ringe næsten døgnet rundt til mine mentorer. VUC blev min faste base og mit fundament. Jeg har lært at læse og fået meget faglig viden. Jeg har været glad for endelig at kunne klare mig fagligt, og den viden jeg har fået har jeg ofte benyttet til at støtte mine medkursister,« siger Morten Søndergaard.

Nu har han skippet planerne om en pædagogfremtid til fordel for fag, der altid har interesseret ham. Nu hedder den enten statskundskab eller jura på universitetet.

»Jeg interesserer mig meget for politik, valg og økonomi, derfor er pædagog ikke længere målet. Jeg er nok præget lidt hjemmefra, da begge mine forældre altid har talt meget om politik, var aktive i fagforeningen og medlem af et politisk parti. Min mor døde da jeg var 21 år, men jeg føler, at hun ser stolt på mig lige nu,« fortæller Morten Søndergaard til VUC Roskildes hjemmeside.

Næsten 12.000 personer har 'liked' Morten Søndergaards opløftende historie på VUC Roskildes facebookside. Mange har kommenteret historien og sender de varmeste tanker i Morten Søndergaards retning. Allan Filtenborg skriver blandt andet:

»Det er sgu godt gået..... Kæmper selv med ordblindhed og er gammel udsendt soldat, og en pædagoguddannelse. Fedt at se, det er lykkes for dig, det giver kampgejst.... Mange gange tillykke med det superflotte resultat,«.