Kan morfar tage lille Jonas op på skødet, når piben er slukket?

Ikke umiddelbart, hvis man spørger Kræftens Bekæmpelse. Her er den klare anbefaling, at morfar skifter sit tøj, inden han nærmer sig sine børnebørn. Og hos Sundhedsstyrelsen er anbefalingerne også klare.

I en pjece anbefaler Sundhedsstyrelsen direkte, at børn ikke opholder sig i et hjem, hvor der har været røget - også selv om det kan påvirke bedsteforældres samvær med deres børnebørn.

Se de chokerende billeder: Så grim bliver du af rygning

- Der findes over 4.000 skadelige stoffer og gasser i tobaksrøgen. De lagrer sig på alt: gulvtæpper, sofaen, tøjet og huden. Så når små børn kravler rundt og putter ting i munden eller sidder på dit skød, så indtager de alle de her stoffer, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse.

Når børnene kravler rundt i en rygers stue, leger med figurerne på kommoden eller spiser de æbler, der står i frugtskålen, så indtager de alle de skadelige stoffer.

- De optager også stofferne ved bare at trække vejret, fordi stoffer og gasser også er i luften. De giftige stoffer fra røgen kan nedsætte børnenes udvikling, fordi den øger risikoen for infektioner, og for de mindste børn er der stor risiko for vuggedød, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

Dit hjem skal være en røgfri zone

Inge Haunstrup Clemmensen mener dog ikke, at det er en holdbar løsning at holde børnene helt væk fra rygerhjemmene.

- Hvis bedsteforældrene holder op med at ryge indendørs og skifter deres tøj, når de skal være sammen med børnebørnene, undgår de at give de skadelige stoffer videre til børnene, siger hun.

Hun påpeger samtidig, at det på ingen måde er godt nok at gå ind i et andet rum for at ryge eller ryge ud gennem vinduet eller tæt på emhætten.

- Det svarer til, at man tisser i den ene ende af poolen og ikke regner med, at det påvirker dem, der svømmer i den anden ende. Stofferne fra røgen, skal nok finde vej ind til det andet rum. Det hjælper heller ikke at lufte ud. Der er lavet masser af målinger, der viser, at røgen stadig bliver i hjemmet, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

En undersøgelse lavet af Kræftens Bekæmpelse viser, at 70 procent af de danskere, der ryger, gør det udendørs. Ifølge Inge Haunstrup Clemmensen skyldes det en naturlig kulturændring, der er opstået, fordi man ikke længere må ryge indenfor på arbejdspladserne.

Lars-Henrik Schimdt, professor på institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet, siger til Kristeligt Dagblad, at jagten på rygere er gået for vidt, og at Sundhedsstyrelsen går ind og rammer et kærlighedsforhold mellem børn og bedsteforældre, selv om intensionen handlede om børns sundhed.

- Sundhedsstyrelsens anbefalinger går ind og rammer et af de ømmeste punkter, man overhovedet kan ramme: Truslen om et kærlighedstab. Det er det, senioren lider under. Forældrene handler med reference til barnets ve og vel argumenteret igennem Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men Sundhedsstyrelsen går for tæt på efter min opfattelse. Man tror, at man kriminaliserer røgen, men det, man kriminaliserer, er i realiteten den enkelte ryger, siger Lars-Henrik Schmidt til Kristeligt Dagblad.