____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Formanden for Politiforeningen Peter Ibsens fede kørefidus, hvor han helt usædvanligt hæver erhvervskørepenge for at køre til og fra arbejde, vækker vrede internt i Politiforeningen, der repræsenterer 12.000 betjente.

BT kan i dag afsløre, at Peter Ibsen siden 2004 har hævet mindst en halv million skattefrit på den lukrative kørselsordning.

Fire medlemmer af forbundets hovedbestyrelse siger til BT, at de er blevet holdt uvidende om den attraktive ordning, som de først og ved en tilfældighed opdagede i 2012. Allerede 27. juni 2012 blev Ibsen mødt med et krav om, at han skulle redegøre for løn, kørselsgodtgørelse, diæter og repræsentation. Men det er efter mere end syv måneder ikke sket.

I en mail, sendt fra tillidsrepræsentant hos Nordsjællands Politi, Tom Steffensen, til ansatte i Politiforbundet og tillidsrepræsentanter, kaldes Peter Ibsens manglende oplysninger for ’uacceptabelt’ og ’kritisabelt’.

- Jeg vil gerne understrege, at man som hovedbestyrelsesmedlem i en retssal kan drages personligt til ansvar for forkerte eller ulovlige beslutninger. Jeg tager personligt ikke ansvar for beslutninger, som jeg ikke har været en del af, og derfor ønsker jeg dokumentation for økonomiens anvendelse, hedder det.

Andre medlemmer siger, at de ’aldrig før’ havde hørt om ordningen og ’aldrig har godkendt den’.

- Jeg kan slet ikke huske at have hørt, at den ordning er godkendt af bestyrelsen, og blev overrasket, da det kom frem, siger Tom Steffensen fra Nordsjællands Politi.

Det samme siger tillidsrepræsentant Jørgen Jensen fra Københavns Vestegns Politi og tillidsrepræsentant hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Kaj Rasmussen.

- Jeg erindrer ikke at være forelagt, at formanden skal kunne få udbetalt kørepenge af forbundet for at køre mellem hjem og arbejde, siger Kaj Rasmussen.