På en Facebook-side mod Tulle Krøyer fra Mariager i Nordjylland er der nu kommet  en opfordring til Tulle Krøyer om at tage sit eget liv.

Efter DR viste dokumentaren 'Løgn eller chikane i Mariager' er sagen om den chikaneramte Tulle Krøyer vendt på en tallerken. I hvert fald er der nu oprettet en facebook-side mod kvinden, hvor der er hadefulde Facebook-kommentarer om løgn og skam.

I efteråret 2014 væltede det ellers ind med sympati for den lesbiske Tulle Krøyer, da hun og familien angiveligt fik hadepost og kastet hundelort mod vinduerne i deres hus.Tulle Krøyer har anklaget en mand fra lokalsamfundet som manden bag chikanen. Han bor også i Mariager og har været sigtet for chikane i mere end 15 måneder. DR-dokumentaren sår dog tvivl om, hvorvidt chikanen rent faktisk har fundet sted.

Gruppen bag Facebook-siden mod Tulle  Krøyer angiver på Facebook-siden, at den har til formål at udstille Tulle Krøyer og hendes løgne samt hendes støtter. Gruppen accepterer dog ikke opfordring til selvmord eller vold, lyder det på siden.

En af Tulles støtter, der også får en tur på hadesiden, er kvinden April Chris. På hendes Facebook-side kan man se hende følge med Tulle Krøyer rundt til forskellige medier, der har vist interesse for sagen efter DR-dokumentaren.

April Chris har dog opdaget et opslag på Facebook-siden, der mere eller mindre direkte opfordrer Tulle Krøyer til at tage livet af sig selv.

»Det du skal der, er at finde ud af, hvad du kan bruge denne her til, og så bruge den på dig selv. Det er det nemmeste for dig nu,« skriver en Facebook-bruger i retning af Tulle Krøyer, hvortil han har vedhæftet et billede af en løkke.

En af administratorerne påpeger under opslaget, at facebook-siden mod Tulle Krøyer ikke har til formål at opfordre til selvmord.

Den samme Facebook-bruger bag den hadefulde kommentar og andre på hadesiden har også opfordret Tulle Krøyer til at lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.April Chris skriver i en kommentar til sit eget Facebook-opslag, at hun har politianmeldt opfordringen.

Politiet kan torsdag aften hverken be- eller afkræfte, at det har fået en sådan politianmeldelse. Det er ikke lykkedes for BT at komme i kontakt med hverken April Chris eller Tulle Krøyer.