Den korruptionsmistænkte vedligeholdelseschef i Københavns Ejendomme, Anders Asbjørn Jensen, er fyret. Det oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Anders Asbjørn Jensen fik onsdag 48 timer til at redegøre for beskyldninger om nepotisme og korruption i forbindelse med renovering af københavnske skoler.

De 48 timer sluttede fredag klokken 12, og Asbjørn Jensen har tilsyneladende ikke kunnet levere en tilfredsstillende forklaring.
Københavns Kommunes interne revision meldte allerede torsdag ud, at vedligeholdelseschefen omgående burde suspenderes, men kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev ville lade Asbjørn Jensen forklare sig.

Asbjørn Jensen kom under mistanke, efter TV2-udsendelsen "Operation X" afslørede, at kommunen har betalt overpris for at få renoveret en række skoler og institutioner.

Arbejdet er udført af Asbjørn Jensens ven, entreprenør Teddy Christensen, der ejer Tegnestue T Plus. Tegnestuen vandt i 2007 en kontrakt.
Kontrakten sikrede tegnestuen renoveringsopgaverne på kommunens 40 skoler og institutioner i Vanløse i tre år, ligesom tegnestuen også har sikret sig en tilsvarende aftale for kommunens bygninger på Amager.

- Tegnestuen vil enten blive politianmeldt, eller også kommer der en anden form for retligt efterspil, så kommunen kan få erstatning for arbejdet. Ud over at være alt for dyrt er arbejdet også af alt for ringe kvalitet, oplyser Pia Allerslev.

/ritzau/