Ifølge flere medier er op mod 200.000 private billeder fra den populære Snapchat-app blevet hacket og lagt ud på internettet.

Det er ellers meningen, at billedet kun kan ses på mobiltelefonen i op til ti sekunder, hvorefter det slettes for altid.

Men ifølge flere medier er op mod 200.000 private billeder fra den populære Snapchat-app blevet stjålet af hackere, som allerede har lagt flere af billederne ud på internettet.

Den populære Snapchat-tjeneste til mobiltelefoner gør, at man kan sende billeder og videobeskeder til hinanden, men modtageren kan kun se billedet eller videoen i et begrænset antal sekunder, før det slettes.

Men et program, der gør det muligt at gemme billederne på mobiltelefonen, er blevet hacket.

Ifølge den norske avis Dagbladet er der tale om programmet Snapsave. Her har hackerne stjålet op mod 200.000 billeder - mange af dem intime og af unge mennesker, skriver Dagbladet.

Snapchat bekræfter ifølge Reuters sagen, men peger på, at Snapchat ikke selv er blevet hacket.

»Vi kan bekræfte, at Snapchats servere ikke har været hacket og ikke er kilden til lækagen,« siger selskabet i en pressemeddelelse fredag.

Snapchat-lækagen kommer, efter flere private nøgenbilleder af kendte personer - heriblandt skuespillerinden Jennifer Lawrence - for nylig blev lagt ud på internettet af hackere.