Efterårssolen kommer til at varme igennem mandag, og især østjyderne får solen at mærke.

Mandag kan termometeret nogle steder i landet runde de 20 grader. Især Østjylland og Djursland har gode chancer for sommervejr med 18-19 grader. Resten af landet får også en pæn og lun start på ugen med sol og varme både mandag og tirsdag, skriver vejret.tv2.dk.

Dagen starter dog flere steder med skyer, ligesom nattens stedvise tågebanker lige skal have lov til at lette. I løbet af formiddagen vil solen komme frem i flere steder af landet, og eftermiddagen ser ud til at blive med en del sol.

Det er et højtryk syd for landet, der i morgen stabiliserer vejret og sørger for gode muligheder for at se efterårssolen. Forklaringen på, at vi i morgen får de højeste temperaturer i den østlige del af landet, er, at vinden kommer fra vest, og på sin tur ind over Jylland bliver luften varmet op.

20 grader i starten af oktober er ikke hverdagskost, men helt usædvanligt var det sidste år, da termometeret den 20. oktober nåede 20,9° ved Sjælsmark i Nordsjælland.

Oktobers varmerekord er blot 2 år gammel, da der den 1. oktober 2011 blev målt hele 26,9° ved Store Jyndevad.