Mens John Byrialsen kæmper for at fortsætte sin stutteridrift herhjemme, kæmper det polske dyreværn for, at de vanrøgtede heste bliver taget fra Byrialsen.

En hestefabrik med udsultede og vanrøgtede heste. Sådan beskriver Krystyna Kukawska, der er inspektør hos den polske dyreværnsorganisationen 'Pogotowie dla Zwierzat’ John Byrialsens stutteri i Pasodowo lidt vest for Poznan i den østlige del af Polen.

Siden dyreværnsorganisationen i midten af august reddede 64 vanrøgtede heste fra Byrialsens stutteri, har organisationen kæmpet for, at få hestene på ret køl igen. To af hestene var i så dårlig forfatning, at de er afgået ved døden - den ene af sig selv, mens den anden blev aflivet. Men de andre heste er alle placeret hos plejefamilie.

- De heste, der er blevet taget væk, er i midlertidige hjem. De er under opsyn fra dyrlæger, og de er alle langsomt i bedring, siger Krystina Kukawska til BT.

Dyreværnsorganisationen har anklaget John Byrialsen for vanrøgt og dyremishandling.

- Sagen ligger nu hos anklagemyndigheden, der venter på, at politiet afslutter efterforskningen. Først derefter kan sagen komme for retten, hvor det vil blive afgjort, om hestene kan komme tilbage til John Byrialsen, eller om de vil blive givet til plejefamilierne. Indtil sagen er kommet for retten, er Byrialsen ejer af hestene, fortæller Krystina Kukawska.

Flere forskellige personer har meldt sig på banen for at hjælpe de vanrøgtede heste, her i blandt den amerikanske OL-rytter Tina Konyot, der sammen med to andre amerikanske kvinder har meddelt, at de ville afgive et bud på hestene. Der er dog endnu ingen meldinger om, hvorvidt det lykkedes.

John Byrialsen virker dog ikke synderligt begejstret, når BT spørger ind til det amerikanske kvinder.

Mange folk er blevet forarget over dit hestehold. Blandt andet den amerikanske dressurrytter Karen Lipp, som er din samarbejdspartner. Hun ønsker nu at redde dine heste. Hvordan har du det med det?

- Det må står for hendes egen regning, lyder den korte melding fra Byrialsen.