Institutionsleder forlod sit job efter beskyldninger om misbrug af offentlige midler i københavnsk børnehave. Hans nye lederjob på fritidshjem udløser forargelse og redegørelse.

En institutionsleder, der sidste år blev tvunget til at opsige sit job som børnehaveleder i Tingbjerg efter at have købt guitarer, el-basser og andet avanceret musikudstyr for 280.000 kroner til fem-årige børnehavebørn, har fået nyt job som leder af et fritidshjem på Amager, skriver Berlingske.

I sagen fra Tingbjerg konkluderede kommunen over for lederen, at »der ser ud til at have været en sammenblanding af institutionens og din egen private økonomi.«

Ved en tjenstlig samtale, hvor institutionslederen erkendte, at indkøbene af mange af musikinstrumenterne var unødvendige, erklærede kommunen, at den ikke længere havde tillid til ham. Han valgte derefter selv at sige sit job op. Set i lyset af det forløb vækker det undren, at han nu har fået nyt job i en anden institution i København:

- Hvordan kan man have en ny stilling som betroet medarbejder i Københavns Kommune, når man lige har plukket en anden institution. Det var tilsyneladende åbenlys misbrug af offentligt betroede midler i Tingbjerg. Det er en skandale, og vores medlemmer, der henvender sig om denne sag er dødforargede, siger Jan Hoby, næstformand i den københavnske pædagogfagforening LFS.

Han mener, at kommunen har begået en brøler ved at lade lederen selv sige sit job op i sagen fra Tingbjerg:

- Hvorfor har man ikke politianmeldt ham? Det er ikke første sag, hvor vi har undret os over, at forvaltningen ikke politianmelder for misbrug af offentlige midler. Det virker som om, at man er meget tilbageholdende, når alvorlige sager skal have konsekvenser, siger Jan Hoby.

Manden er i dag pædagogisk leder på et fritidshjem i en selvejende institution på Amager. Fritidshjemmet er altså ikke ejet af kommunen, men har som selvejende institution en driftsoverenskomst med kommunen, der også anviser børn til stedet.

- Selvom det er en selvejende institution, der selv ansætter folk, så skal kommunen godkende ansættelsen, og vi har set andre eksempler, hvor kommunen har sat foden ned og sagt nej. Kommunen har sanktionsmuligheder, selvom det er en selvejende institution, siger Jan Hoby,

Cecilia Lonning (V), medlem af Borgerrepræsentationen, undrer sig også:

- Det er helt til grin. Nogle ting bør gøre, at man diskvalificerer sig selv. Vi har tidligere set skoleledere, der har formøblet millioner af kroner, og som bliver omplaceret til en stilling i forvaltningen.

Hun ser sagen med institutionslederen som det seneste eksempel på, at kommunen ikke reagerer konsekvent nok:

- Kommunen er alt for tilbageholdende med at tage konsekvensen af både dårlige resultater og uregelmæssigheder. Vi har netop fået et notat om de ti dårligste skoler i København, som bliver sat under administration af ministeriet. Hvis man går fem år tilbage, er der ikke en leder på de skoler, der er blevet fyret trods elendige resultater og dårlig trivsel. Hvornår er det så dårligt, at man bliver fyret? Hvis man ikke kan blive fyret for at køre en skole i sænk eller for noget, der ligner underslæb, som i sagen fra Tingbjerg, hvornår kan man så?, spørger Cecilia Lonning.

Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang (S) vil ikke udtale sig om den konkrete sags indhold, men hun vil gerne handle:

- Det er forargeligt. Jeg har derfor bedt om en redegørelse for, hvordan det har kunnet finde sted. Hvis en person har misbrugt kommunens offentlige midler, så skal vedkommende ikke kunne finde ansættelse et andet sted i kommunen, siger Anne Vang.

Kommunen skal godkende ansættelser i de øverste ledelseslag i selvejende institutioner, men kan derudover ikke blande sig i institutionernes ansættelser. Det vil Anne Vang ændre:

- Det er muligt, vi er nødt til at se på lovgivningen – og det finder jeg nødvendigt, for alle bliver formentlig lige så forargede som jeg. Det er urimeligt, at en person, som ikke længere er i en institution på grund af misbrug af offentlige midler, kan finde ansættelse i en anden institution i samme kommune. Det bør ikke kunne lade sig gøre igen, uanset om det er en kommunal eller en selvejende institution.

Det er endnu ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra hverken institutionslederen eller dennes nye arbejdsplads.

BNB