Drømmer du om at blive nabo til nogle af Danmarks rigeste, så behøver du ikke nødvendigvis at se dig om efter et hus i Whisky-bæltet nord for København. I indre København er der også et område, der i den grad tiltrækker Danmarks rigeste.

Lego-arvinger, Skype-stifter Janus Friis og andre mere eller mindre kendte milliardærer.

Er der ét sted i København, der virkelig tiltrækker de allerrigeste, så er det området mellem turistmekkaet Nyhavn og dronningens bolig på Amalienborg.

Søndag kom det frem, at en af Danmarks rigeste mænd, Lego-arving Anders Kirk Johansen, netop har solgt sin 310 kvadratmeter store palævilla på Sankt Annæ Plads, som ligger i det eksklusive smørhul.

Hele 14 millioner kroner håbede milliardæren at få for den ti-værelser store lejlighed, da han satte den til salg i maj. Knap fire måneder gik der, før ejendomsmægleren James Iuel-Brockdorff kunne meddele, at boligen var solgt.

Handlen er endnu ikke tinglyst, og offentligheden kan derfor endnu ikke se, hvad slutprisen blev. Men ser man ud fra de andre priser på lejligheder i området, så kan der næppe være tvivl om, at Anders Kirk Johansen nok har tjent pænt på den 310 kvadratmeter store villa, som han selv erhvervede i 2011 for 11 millioner kroner.

James Iuel-Brockdorff må ikke udtale sig om salget, men Kenneth Kapsch, der er ejendomsmægler og medindehaver af ejendomsmæglerfirmaet Siesbye Kapsch bekræfter overfor BT, at priserne ligger helt i top for en herskabslejlighed på Sankt Annæ Plads og på de omkringliggende veje som Amaliegade og Bredgade:

»Det er det mest attraktive og eksklusive område i København. Og hvis jeg tager de sidste handler, vi har indgået, så finder man ikke noget under 12 millioner,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er en flot lejlighed, som Anders Kirk Johansen netop har solgt.
Det er en flot lejlighed, som Anders Kirk Johansen netop har solgt.
Vis mere

Og det er da heller ikke, hvem som helst, der bor på de attraktive adresser. BT har gennemgået Tingbogen for at se, hvem køberen af Anders Kirk Johansens lejlighed kan se frem til at få som nabo eller til at møde i nærområdet. Og der tegner sig klart et billede af, at der er mange rigmænd blandt ejerne af lejlighederne.

I nummer ni, hvor Anders Kirk Johansen har solgt sin lejlighed, ejer investoren Hans-Christian Bødker Jensen én af lejlighederne, mens godsejerparret Sisse Graum Jørgensen og Ulrik Theophil Jørgensen, der ejer Søllestedgård Gods på Lolland, også ejer en lejlighed i samme opgang.

Og også på den anden side af gaden, er rigmændene godt repræsenteret. På Sankt Annæ Plads nummer 8 ejer Anders Kirk Johansens storebror Casper Kirk Johansen en 173 kvadratmeter stor lejlighed, som han i 2005 erhvervede sig for 8,5 million kroner.

Casper Kirk Johansen blev ligesom sin bror milliardær, da brødrenes mor Gunhild Kirk Johansen i 2007 lod sig købe ud af familieforetagendet Lego. Familien Kirk Johansen vurderes til samlet at have en formue på 8 milliarder kroner og er dermed Danmarks nienderigeste familie ifølge Berlingske Business årlige opgørelse.

Lars Dalgaard er den anden milliardær i opgangen. Dalgaard er blevet kaldt succesmilliardæren, efter han i 2011 solgte sit it-firma ’Successfactors’ for 19 milliarder kroner til tyske SAP.

Og endnu en milliardær har haft fingrene i en af de eksklusive boliger. Skype-stifteren Janus Friis er -  eller har været -  i besiddelse af en lejlighed på Sankt Annæ Plads. Det kom frem tidligere på året i forbindelse med den store strid mellem Skype-milliardæren og hans ekskæreste Aura Dione. Et af punkterne i den retslige strid er nemlig ejerforholdet af lejligheden, som Janus Friis angiveligt havde købt for at give til Aura Dione efter deres bryllup. Men da parret aldrig nåede at blive gift, er der nu uenighed om, hvem lejligheden tilhører.

Ifølge Kenneth Kapsch er der primært én forklaring på, at området ved Sankt Annæ Plads er blevet så eksklusivt. Den primære årsag er beliggenhed.

»Jo tættere på Kongens Nytorv, des bedre. Det er den eksklusive område af byen. Bevæger vi os ned mod Rådhuspladsen, bliver det mindre eksklusivt. Det er beliggenheden frem for alt. Det er sjovere at komme tæt på Kongens Nytorv, tæt på havnefronten og tæt på vandet,« forklarer han.

Desuden hænger er det i det område, at de store, højtloftede og herskabelige lejligheder samt fred og ro skal findes.

»Dem, der køber denne slags boliger, vil helst gerne væk fra turisterne. Det er et lille hjørne, hvor der er lidt mere ro på. Det er et stille og roligt område. Ejendommene er langt mere majestætiske end i midtbyen, hvor det er ejendomme fra 1600- og 1700-tallet. Der er lejlighederne typisk mindre, og de er mere lavtloftede,« forklarer ejendomsmægleren.

Kenneth Papsch peger på, at det er forskellige typer velhavende kunder, der køber de dyre lejligheder. Hans indtryk er dog, at de fleste køber lejlighederne for at bebo dem, da der typisk er bopælspligt.

Han mener dog, at størstedelen af køberne samtidig også har et landsted, som for eksempel et gods, et sommerhus eller en bolig i udlandet, hvor de kan få opfyldt behovet for fred og natur, hvis lysten skulle melde sig.

Lego-arving Andrrs Kirk Johansen er netop kendt for selv at være bosat på Rohden Gods ved Vejle.

Mens Sankt Annæ Plads og Amaliegade i København kan notere sig for at være det mest eksklusive område, så er der flere andre områder, der følger tæt efter.

Ifølge Kenneth Kapsch er området omkring Esplanaden samt Grønningen de næstmest eksklusive områder, mens ambassade-kvarteret på Østerbro, området omkring Øster Anlæg samt Havnefronten kommer lige efter.

Derefter kommer området omkring Frederiksberg Alle på Frederiksberg.

Se flere billeder fra Anders Kirk Johansens solgte lejlighed HER