Regeringen forhandler i øjeblikket om en ny fireårig handlingsplan om indsatsen mod menneskehandel. Imens står Sophia på Istedgade og sælger sex, så hun kan betale penge til sine bagmænd. Hun er en blandt det stigende antal af kvinder og mænd, som kommer til Danmark som offer for menneskehandel.

Det er koldt denne oktobernat, hvor temperaturen langsomt bevæger sig mod frysepunktet. Klokken er 03.22, og jeg fryser om fingrene, her midt på Københavns Istedgade – gid jeg lå hjemme i den varme seng i min trygge lejlighed.

Foran mig står en ung kvinde. Hun siger, hun er 20 år, mens den generte mine, der har et næsten barnligt udtryk, får hende til at se meget yngre ud. Også kvinden drømmer om sin varme seng og trygge omgivelser, men i modsætning til mig kan hun ikke tage hjem. Hverken hjem i sin seng i København eller de 7.000 kilometer hjem til familien i Nigeria. For i nat er der ikke nogen mænd, der har betalt for at have sex med hende.

Sophia hedder den unge kvinde. Det er ikke hendes rigtige navn, som Berlingske dog kender, men har valgt at anonymisere. Sophia har været i Danmark i to måneder.

»Jeg søgte et bedre liv. Men det er ikke, som jeg troede, det ville være,« siger den unge kvinde og spejder ned ad gaden for at se, om der er mænd på vej i hendes retning.

Sophia forventede, at hun skulle gøre rent, men da hun ankom til Danmark, blev det meddelt, at hun skulle arbejde som prostitueret.

Istedgade i København, Lørdag den 14. oktober 2017.
Istedgade i København, Lørdag den 14. oktober 2017. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

»Jeg fik at vide, at det var det, jeg skulle lave – jeg havde ikke noget valg.«

Sophia skylder penge til de bagmænd, der hjalp hende til Danmark:

»Jeg skylder ikke så meget,« gentager hun et par gange, før hun uddyber, at det drejer sig om 15.000 euro. Det svarer til 112.500 kroner.

»Hvis ikke jeg betaler pengene tilbage, siger de, at de vil slå mig ihjel,« siger Sophia lettere henkastet.

Da Sophia ser min panderynken, tilføjer hun med et smil:

»Jeg skal ikke lave det her så længe – kun indtil jeg har betalt min gæld.«

Denne nat har tilbagebetalingen dog lange udsigter. Sophia tjener mellem 500 og 1.000 kroner per »klient«, som Istedgades prostituerede kalder de mænd, der betaler for sex.

Denne nat har ingen mænd reageret på hendes tilnærmelser og bedt hende om at følge med. Hun har stået på gaden en times tid.

Sophia er som regel ikke sammen med mere end en eller to mænd per nat – mere kan hun ikke holde til, siger hun. Hun arbejder onsdag til lørdag.

Den mørke hud glimter, når lyset fra billygter rammer hendes kinder, og hun træder et skridt frem mod vejen.

I en bil , som ruller langsomt forbi, sidder fire mænd. Hun ser stadig genert ud, da hun med store mørke øjne forsigtigt kigger på den ene mand.

Han spørger på gebrokkent engelsk, hvor gammel hun er.

»Twenty,« siger Sophia.

»How much,« lyder det fra bilen, og hun siger noget, jeg ikke kan høre.

Bilen ruller videre.

Sophia er kun en af mange kvinder, som kommer til Danmark fra Nigeria. Mange af dem er udsat for, hvad politiet betegner som menneskehandel. Fanget i kløerne på truende bagmænd, er det svært – ofte umuligt – for kvinderne at betale de mange penge tilbage.

Bagmænd er ofte kvinder

I 2014 viste tal fra Center Mod Menneskehandel, at 71 personer af de danske myndigheder var vurderet til at være »handlede«. I 2015 var det tal steget til 93, og alene i de første tre kvartaler af 2016 var der tale om 86 personer. Heraf var hovedparten udnyttet i forbindelse med prostitution – sidste år stammede langt over halvdelen af de handlede fra Nigeria.

Ifølge en rapport fra FNs organisation for migration, IOM, der udkom i august, er der sket en stigning på 600 procent, når det gælder antallet af potentielle ofre for sexhandel, der fra 2014 og frem til de første seks måneder af 2017 er kommet til Europa. De fleste ofre stammer ifølge IOM fra Nigeria og har ofte ikke selv betalt for turen, hvilket tyder på, at de er sendt til Europa af bagmænd.

Migrationsforsker og antropolog Sine Plambech fra Dansk Institut for Internationale Studier har flere gange besøgt områderne, hvor kvinderne stammer fra. Her har hun talt med kvinderne og deres familier.

Sine Plambech fortæller, at de nigerianske kvinder på Istedgade primært er fra Benin City, hvor der er udviklet en regulær »migrationsindustri«. Her kan kvinder få falske papirer såsom pas, turistvisum og arbejdstilladelser, ligesom der er menneskesmuglere, som kan hjælpe kvinderne af sted.

Se ruten til fra Benin City til København på kortet.

»Kvinderne låner meget mere, end det reelt koster at komme til Europa. Desuden bliver nogle af dem snydt – de opdager, hvor dyrt det er at bo i Danmark, og hvor få penge de kan sende hjem,« siger Sine Plambech.

Bagmændene, der udlåner de store pengebeløb, er ofte nigerianske kvinder bosat i Italien. Kvinderne har selv været prostituerede og nogle af dem handlet, men er blevet gift med italienske mænd, har fået opholdstilladelse og henter så nye nigerianske kvinder til Europa for at tjene penge på kvindernes prostitution.

De nye prostituerede låner typisk 15.000 til 30.000 euro af »bagkvinderne« – beløbet dækker rejsen og falske papirer. Reelt koster det dog rundt regnet 3.000 euro for en nigeriansk kvinde at komme til Europa – resten er fortjeneste til bagmænd, oplyser Sine Plambech:

»Kvinder, der vil rejse, handler i høj grad prisen ned, så det ikke bliver 100.000 euro, de skal betale, men eksempelvis 30.000 – stadig et beløb, der er svært at betale tilbage.«

Kvinderne rejser fra Nigeria til nabolandet Niger og havner i Libyen, hvor de venter på at komme til Italien. Ofte opholder kvinderne sig undervejs i ventelejre, hvor nogle bliver udsat for vold og bliver voldtaget, fortæller Sine Plambech. Nogle ved, hvilket job der venter, mens andre bliver overraskede.

Dette billede genkender Kira West, leder af Reden København, der hjælper kvinder udsat for menneskehandel.

Før i tiden havde de fleste turistvisum, men nu kommer flere kvinder hertil uden papirer.

»De er meget unge i dag. Mange af dem er mindreårige, selv om de siger, at de ikke er. De er drevet af, at opholdet i Europa skal være en succes. Men gælden til bagmændene stiger, og truslerne bliver mere alvorlige. Der er ikke papir på gælden, og betaler de ikke, brænder bag­mændene familiens hus ned,« siger Kira West.

Istedgade i København, Lørdag den 14. oktober 2017. Personerne på billedet har ikke nødvendigvis relation til historien, og Sophia er ikke en af dem.
Istedgade i København, Lørdag den 14. oktober 2017. Personerne på billedet har ikke nødvendigvis relation til historien, og Sophia er ikke en af dem. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Ifølge hende er det næsten umuligt at hjælpe kvinderne ud af menneskehandlernes klør, før kvinderne er nedbrudte og modløse. Frem til da holder kvinderne fast i troen på, at de bliver succesrige og kan hjælpe familierne.

»Så slår de mig ihjel«

Sophia på Istedgade træder et par skridt tilbage og kigger ned ad gaden for at se, om der er mænd på vej. Hun holder dog også øje med noget andet: Politiet.

Myndighederne foretog få dage forinden en ransagning på gaden, så kvinderne er denne nat ekstra forsigtige. En kvinde, der står tæt på Sophia, fortæller, at hun blev taget af politiet. Hun har dog opholdstilladelse, så hun blev ikke udvist.

Fordi kvinderne ofte ikke har arbejdstilladelse, må de ikke arbejde som prostituerede. Af samme årsag er Istedgade stort set tom for kvinder fra Nigeria, når blinkende blå lygter spottes for enden af gaden.

»Der er ikke nogen, der synes, at dette arbejde er rart,« siger Sophia.

Hvad sker der, hvis du nægter at arbejde som prostitueret og ikke betaler pengene, du skylder?

»Så slår de mig ihjel,« siger Sophia og ser ned i jorden.

Nu må jeg ikke forstyrre hende mere. Hun skal arbejde, formaner Sophia.

Indgreb mod menneskehandel

Kvinderne på Istedgade er et højaktuelt emne på Christiansborg.

I fredags indledte regeringen med ligestillingsminister Karen Ellemann (V) for bord­enden forhandlinger om en ny fireårig handlingsplan mod menneskehandel:

»Der sker meget på området i øjeblikket, og handlen med mennesker er en problemstilling, der er svær at løse,« siger Karen Ellemann.

Ministeren lægger op til, at den nye handlingsplan skal have fokus på, at alt fra sundhedsklinikker til arbejdstilsyn skal inddrages. For menneskehandel kan også finde sted på arbejdspladser langt fra Istedgade – blandt andet i hotelbranchen, forklarer ministeren.

Karen Ellemann lægger desuden op til, at der i hver politikreds er nøglepersoner, så der sikres et særligt fokus på området i hele landet.

Kira West mener, at det i lyset af et stigende antal kvinder fra Nigeria skal være muligt for kvinderne at tjene penge via andet arbejde end prostitution, mens de sidder på krisecentrene. Dette skal sikre, at kvinderne ikke bliver stressede og presset væk fra centrene, fordi de ikke afdrager på gælden.

»Vi må give dem trygge rammer på krisecentrene, så de vil hjælpe os med at få ram på bagmændene. Det vil kvinderne kun, såfremt de samtidig kan afdrage på gælden og dermed beskytte deres familier,« siger Kira West.

Dette bliver dog ikke en del af regeringens oplæg.

»Det er ikke den rigtige vej at gå,« siger Karen Ellemann, der i stedet peger på, at kvinderne skal have mulighed for indkvartering på krisecentre længere væk fra det sted, hvor de har arbejdet og dermed i højere grad i sikkerhed for bagmændene, mener ministeren.

Der kommer stadigt flere handlede til Danmark. Hvordan dæmmer man op for det?

»Menneskehandel bunder i global økonomisk ulighed – det er sårbare menneskers drømme om et bedre liv. Samtidig er der rigtigt mange penge, som frygtelige bagmænd tjener på det her. Mange kvinder forlader krise­centrene, og vi kan ikke holde dem tilbage, fordi de er ofre. Vi skal skabe rammerne for, at de ønsker at samarbejde om at fange bagmændene.«

På Istedgade er klokken ved at blive 4:00 om natten. Jeg har talt med en anden kvinde fra Nigeria, da jeg forsøger at finde Sophia igen og høre, hvordan arbejdet skrider frem. Men hun er ikke at finde på gaden og efter at have ventet lidt, tager jeg hjem i min lune seng.