Ole Møller flyttede til Ishøj samtidig med de første tyrkiske indvandrere i 70erne. Efter flere årtiers frivilligt arbejde i området kæmper den lokale formand for Ældresagen stadig med at få inviteret indvandrerne inden for i fællesskabet.

De havde slået det stort op. Boligforeningen, indvandrernes egne foreninger og kommunen havde bakket op om idéen med at lave et arrangement, hvor de ældre beboere med anden etnisk baggrund kunne hilse på Ældresagen. De skulle spise mad og hygge sig, lød oplægget.

Formand Ole Møller håbede på det, han altid har gjort igennem årene som borger i Ishøj: At indvandrerne ville kigge forbi og være med.

»Vi havde alle lagt så mange kræfter i det. Der mødte én op.«

Ordlyden af det ønske dukker op igen og igen, når den 72-årige mand taler om integrationen af de første indvandrere, der flyttede ind i de billige lejligheder samtidig med ham selv.

Dér, tilbage i 1971, flyttede han som nygift ind i en toværelses lejlighed i Ishøj centrum. Fra køkkenvinduet kunne Ole Møller og hans kone kigge over på en lejlighed, hvor ni tyrkiske mænd boede sammen på de samme kvadratmeter som dem selv. En kort distance målt i meter. En gigantisk afstand målt i kultur. Det forbløffede blik, han mødte dem med, og de selvsamme forundrede øjne de mødte ham med, rækker stadig langt ind i nutiden. Der synes at runge et dybt ekko fra den køkkenvinduesscene til de nationale udfordringer i dag.

»Dengang grinte vi lidt ad fremmedarbejderne. Vi syntes, det var skægt at se på dem derovre, der dyrkede kartofler indenfor og havde høns gående i lejligheden. I begyndelsen betragtede vi dem som nogen, vi overhovedet ikke ville kunne snakke med. Selv om vi boede lige over for hinanden, levede vi hvert vores liv. Vi havde dage i beboerforeningen, hvor de blev inviteret med, men de kom ikke. Sådan har det hele tiden været. Dørene står åbne, men de tør ikke rigtigt dukke op.«

Imens de tyrkiske kvinder kom herop, stiftede familier med mændene og blev boende i lejlighederne, købte parret Møller sig ind i velfærdsdrømmens rækkehus for 320.000 kroner i 1976 på en Ishøj-classic byplanlagt vej med forgreninger, hvor hvert hus udefra lignede hinanden.

Fra Fyrrelunden nr. 105 er udsigten fra køkkenvinduet i dag en lille gård med en legeplads, der er tom. Børnene er flyttet hjemmefra, og kvarteret nærmer sig guldbryllupsstadiet. Indenfor står det som dengang. Med brunt trækøkken og badeværelsesfliser, der bringer én direkte tilbage til de 70ere, hvor man stadig troede på de gode hensigter.

Da de fik det yngste barn, fik Ole Møller sin første post i foreningslivet som formand for forældreforeningen i vuggestuen. Derefter blev det en post i børnehaven, og senere kom han med i skolenævnet. Derfra kunne han iagttage, hvordan den usynlige barriere mellem kommunens danskere og borgere med anden etnisk herkomst blev stående; uagtet hvor mange sedler ungerne fik med hjem om klassearrangementer.

»Da jeg sad i forældrerådet i skolen, mødte indvandrerforældrene aldrig op. Vi lavede dage, hvor vi kunne smage hinandens mad og lære om hinandens kulturer. Selv om deres børn var meget velintegrerede i klassen og gerne ville have deres forældre med, kom de ikke. Når vi nu kommer til sommerdage i børnehaven hos børnebørnene, kan jeg se, at de etniske forældre tager med. Det er dejligt. Men vi har været mange generationer igennem for at nå dertil. Og det kommer til at tage endnu flere generationer, før det er helt jævnet ud.«

En af lærerne havde mistet troen, da hans ældste datter skulle begynde i skole. Ishøj-lærerinden havde lige fået et barn med anden etnisk herkomst ind, der var tredje generation og som skulle have støttelærer for at lære dansk i børnehaveklasse. Det magtede hun ikke at være vidne til.

Ole Møller har endnu ikke givet op. Ældresagen har forsøgt at få oplyst af kommunen, hvem de ensomme ældre med indvandrerbaggrund er. Det må de ikke fortælle, siger loven. Han har holdt møde med hjemmehjælperne, men de har ikke altid minutter nok til at dele brochurer ud på hjemmebesøg.

»Nogle af dem, der flyttede ind samtidig med mig selv, var analfabeter dengang, og de er ikke kommet meget længere. Deres kulturmønster er blevet brudt op. De var vant til, at børnene og børnebørnene tog sig af de gamle, men deres børn er blevet så integreret i Danmark, at de ikke har tid til at tage sig af den opgave. Nu sidder der både enlige og ægtepar, der er groet ind i deres lejligheder og ikke kommer ud blandt andre end deres egne.«

Selvjustits

Det er ikke kun sproget, der er problemet. Ifølge formanden ser indvandrernes eget samfund helst ikke, at de blander sig med de danske ældre. De skal helst blive i deres egne foreninger og opføre sig som de andre. Til gengæld oplever formanden, at deres børn og børnebørn engagerer sig. Ældresagen har et par unge med anden etnisk herkomst, der har meldt sig som besøgsvenner for ældre, dårlige danskere.

»Selv om der er gået alle de her år, er der stadig en stor opgave med at få dem overbevist om, at vi er her for hinandens skyld. Ovre i Ishøj-planen har de forsøgt at lave nogle åbne eftermiddage, hvor der kommer noget af deres mad på bordet. Min kone og jeg har været derovre, men vi kommer ikke videre end det. Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan gøre.«

Til folketingsvalg stemmer Ole Møller borgerligt. Som tidligere ansat i Forsvaret og computerbranchen er han med egne ord rundet af noget konservativt. Det er den del af ham, der har den holdning, at indvandrerne skal skik følge eller land fly. Til kommunalvalg er han socialdemokrat. Det er del af ham, der siger, at man skal være noget for hinanden i lokalsamfundet, og at fællesskab betaler sig. Som mangeårig nabo til tyrkere, kurdere, pakistanere og alle de andre, der er kommet fra udlandet til postnummeret 2635, lyder hans ræsonnement i dag, at arrangementer og integrationstiltag ikke duer.

»Man kan ikke regne med, at et par madaftener kan gøre det. Det er det, vi har lært. Tiden skal gøre det. Man skal have dem til at vokse ud af den kurv, de sidder i. Og det er kun tiden, der får dem til det. Engang imellem griner jeg lidt ad politikerne, fordi de foreslår så mange ting på integrationsområdet.«

Synes du, at det sociale eksperiment i Ishøj dengang lykkedes?

»Nej, det gjorde det jo ikke. Man begyndte tidligt at tale om integration og hele fejlen var, at da man inviterede de første fremmedarbejdere herop i 60erne, fik man aldrig lavet en kontrakt med dem om, at når de var færdige med at arbejde, skulle de rejse hjem igen. Det var dér hele miseren opstod. Pludselig stod de her uden arbejde. Og Ishøj blev altid brugt som skræmmebillede, når man talte om det i 70erne. I TV-avisen blev der altid vist billeder fra Ishøj-planen.«

Tror du på integration i dag?

»Ja, det er muligt. Nogen skal bare sluge nogle store kameler for at nå dertil. Så længe man deler folk op rent politisk og ikke behandler dem ens, er man med til at grave grøfter. Regeringen fortsætter sin skelnen mellem dem og os i stedet for at tale om, at vi alle er borgere i det her samfund … og at vi alle skal have de samme rettigheder og pligter.«

Bryd tavsheden

Historien har Ole Møller fra en nabo, hvis kvindelige familiemedlem bosat i Ishøj tilbage i 80erne blev gift med en tyrkisk mand bosat i Istanbul. Da manden landede i København og så, hvordan tyrkerne i Danmark så ud, marcherede han direkte ud på toilettet i lufthavnen og ragede sit overskæg af. Han ville ikke være ligesom dem.

Den kontante afstandstagen til egen kultur savner Ole Møller, at især de muslimske Ishøj-borgere ville have modet til at gøre brug af, når en dårlig overskrift igen rammer nyhedsfladen.

»Det er mit ønske, at de bryder tavsheden. Det ville være godt, hvis de kom mere frem med deres stemmer. For at vise at de er på samme vej som os. Vi vil jo alle det samme. Vi vil have, at vores børn har det godt.«

Han tænker nogle gange på, om det ikke ville have været bedre for de første indvandrere at være vendt hjem i stedet for at stifte familie her. Imens de danske ældre i kommunen lever et travlt pensionistliv med kultur og fællesskab og stadig udlever den gode velfærdsdrøm, sidder en del af hans tyrkiske naboer tilbage i de lejligheder, de dengang flyttede ind i. Stadig uden for det samfund, de ankom til.

»I dag har de jo ikke en god alderdom. De sidder alene og ensomme. Det er ikke godt for et menneske. Vi fik aldrig etableret den der kommunikation imellem grupperne. De kiggede på os, og vi så på dem, og vi tænkte sikkert det samme om hinanden. De synes jo sikkert også, at vi var mærkelige.«