Ole Andresen er død. Han blev 73 år. Ole Andresen var i otte år generaldirektør i DSB.

Tidligere generaldirektør i DSB Ole Andresen er død. Han blev 73 år. Det oplyser Politiken.

Gennem de otte år, Ole Andresen var generaldirektør i DSB, moderniserede han den noget støvede og stærkt traditionsbundne etat.

Det var ham, der stod bag fornyelsen af DSBs grafik, ham, der indførte de nye, lette IC3-tog, som afløste lyntogene og de lokomotivdrevne tog.

Han stod for bygningen af otte-ti færger, der skulle holde Storebæltsforbindelsen varm, indtil broen kom. Og det var ham, der stod for en udbredt elektrificering af banenettet.

Samtidig sørgede han for, at DSB fik en presseafdeling, en af de første i landet, som gjorde en bemærkelsesværdig indsats for at forbedre Statsbanernes lidt triste image.

Ole Andresen var cand.polit. og var søn af en kommunaldirektør i Tåstrup. Han fik sit første job som 20-årig studentermedhjælper på Aktuelt. Han blev tilbudt en karriere på avisen, men skiftede til DSB, hvor han først blev kontorchef og siden steg i graderne til generaldirektør i 1981, en stilling, han havde frem til 1988.

/ritzau/