Det kan koste tusindvis af kroner i ekstra renter, hvis man ikke forstår, hvordan ens egen privatøkonomi fungerer. Samtidig kan økonomisk uvidenhed lede direkte i gældsfælden.

Det koster dyrt at have ringe viden om sin privatøkonomi. Danskere, som har svært ved at forstå gængse økonomiske termer, betaler markant højere renter end folk, som har styr på, hvad bankrådgiveren fortæller. Det viser en undersøgelse fra Forsikring og Pension, skriver 24timer.

Undersøgelsen peger blandt andet på, at en dansker med en gæld på 527.000 kroner samt den laveste finansielle viden i gennemsnit må slippe 7.600 kroner mere i renter om året end en person, som har den højeste grad af finansiel forståelse. Og mangel på viden om privatøkonomi kan lede lige lukt ud i en gældsfælde, forklarer Jan V. Hansen, som er leder af analyseafdelingen i Forsikring og Pension.

- Hvis man ikke ved så meget om finansielle forhold og ikke interesserer sig for det, så kan man let komme i økonomisk uføre. Man mister måske overblikket over sin privatøkonomi, og pludselig er regningerne løbet løbsk - og så kan man ende i RKI eller et andet kartotek over dårlige betalere, siger han til 24timer.

Når nogle danskere har svært ved at danne sig et overblik over privatøkonomien, skyldes det, at der konstant dukker nye lånetyper op, vurderer civiløkonom Gustav Juul, der er kendt fra TV-programmet »Luksusfælden«.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er blevet sværere at være forbruger. Der er kommet mange flere typer af realkreditprodukter. For eksempel rentemax-, rentetilpasnings- og T-lån, og de er svære at gennemskue, siger han.

SFs uddannelsesordfører, Anette Vilhelmsen, mener, at der bør være mere fokus på privatøkonomi i uddannelsessystemet.

- Det skal være en helt naturlig del af ens grundskole og ungdomsuddannelse, at man bliver orienteret og lærer at arbejde med det, siger hun til 24timer.