SF-politikeren Özlem Cekic vakte lørdag aften opsigt med en opdatering på sin facebook-profil, hvor hun fortalte om en episode, hvor hun var blevet bedt om at "fise hjem" af en vagt ved Bella Center på Amager. Vagten, der ikke ville lade politikeren og hendes familie komme ind til tøjmessen Outlet Center, truede ifølge Özlem Cekic også med at tilkalde politiet.

Søndag morgen er Cekic' statusopdatering delt mere end 700 gange og liket mere end 6.000 gange, ligesom den er omtalt flere steder. Men en stribe øjenvidner til episoden har i kommentarsporet under selvsamme opdatering også meldt sig på banen med et andet billede end Cekic' eget.

- Jeg stod forest i køen med min kæreste og så det hele. Det, der skete var, at Özlem stod i køgangen med sine to børn. Der var ikke meget plads, og vagten beder hende derfor pænt om at træde inden for vinduerne, så de andre gæster ikke er i tvivl om de må gå ind, da flere havde stillet sig i kø bag hende. Det nægter hun, da hun venter på sin mand, og han beder hende pænt flere gange efterfølgende. Hun bliver ophidset og siger at hun jo ikke er til gene og hvad er problemet. Han forklarer hende flere gange hun skal rykke ind med en hårdere tone men hun bliver mere ophidset og føler sig virkelig krænket, skriver Mathias Christian Johansen, der afslutter sit indlæg:

- Vagten passede sit job, og han agerede ikke racistisk eller uprofessionelt efter min mening.

Han bakkes op af et andet øjenvidne:

- Min datter og jeg stod også forrest i køen lige ved siden af dig, Özlem Cekic, og har oplevet det samme som Matias tidligere i denne tråd. Du blev pænt spurgt, om du ville rykke dig, hvilket du ikke ville - jeg oplevede at du ikke var særlig samarbejdsvillig, hvorfor situationen spidsede til. Havde du gjort hvad du pænt blev bedt om så var I jo kommet ind sammen med os andre uden bøvl, skriver Mai Zahl Skernby til politikeren.

Et tredje øjenvidne, Michael Hansen, stod ifølge hans eget udsagn tre meter fra politikeren:

- Hele sagen kunne være løst ved at gå 100 meter lige som alle andre, der forsøgte at gå ind den forkerte vej.

Til Berlingske Nyhedsbureau har Özlem Cekic forklaret, at hun har tænkt sig at klage over forløbet:

- Jeg ved ikke, med hvilken hensigt han sagde det, men det er ikke den mest høflige måde at tale på. Han havde åbenbart behov for at sige, at jeg skulle fise hjem, siger SF-politikeren og uddyber:

- Jeg ved bare, at jeg blev afvist, selvom jeg ikke gjorde noget forkert.

Allan L. Agerholm, der er direktør for Bella Center A/S, understreger lørdag aften, at Özlem Cekic ikke er blevet afvist af Bella Center, da det ikke er Bella Center selv, der afholder tøjmessen.

Bella Center har således lejet hallerne ud til en operatør, som laver Outlet Messe, ligesom det er personale fra den operatør, som har haft optrinnet med folketingspolitikeren.

Operatøren bag, Outlet Messe, bakker da også deres vagt op.

- Lige meget hvem man er, så skal man følge vagternes anvisninger. Ingen får særbehandling. Fordi du er politiker, kan du ikke springe køen over, som direktør Michel Mortensen siger til eb.dk.