De undervurderede brutaliteten og ondskaben. Sådan lyder karakteristikken af de danske myndigheders sikkerhedsindsats både før og kort efter terrorangrebet på Krudttønden.

Kritikken kommer fra et medlem af Lars Vilks Komitéen, der selv var til stede i Krudttønden på Østerbro i København, da Omar Abdel Hamid El-Hussein åbnede ild mod kulturcaféens facade.

»Det skærer mig lidt i øjnene at se, at politiet først nu har fundet det tunge skyts frem. Jeg mener, at myndighederne undervurderede truslen på forhånd og ikke fuldt ud forstod, hvad disse mennesker var i stand til,« siger Jaleh Tavakoli, debattør og talskvinde for Frit Iran samt medlem af Lars Vilks Komitéen, der arrangerede det terrorramte debatmøde forrige lørdag.

Hun understreger, at hun nærmest er flov over at kritisere dem, der reddede hendes liv, men at hun føler sig forpligtet til at hæve stemmen.

»Jeg er evigt taknemmelig for, at politiet beskyttede os på Krudttønden.«

Jaleh Tavakoli, debattør og talskvinde for Frit Iran samt medlem af Lars Vilks Komitéen
Jaleh Tavakoli, debattør og talskvinde for Frit Iran samt medlem af Lars Vilks Komitéen Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Som medlem af den arrangerende komité var det hende, der bød velkommen til debatmødet med den svenske muhammedtegner Lars Vilks. Hun sad på sin plads til venstre i salen, da de første skud faldt.

Med angrebet på det franske satiremagasin i baghovedet løb hun straks mod bagudgangen, da hun indså, at et terrorangreb var i gang.

»Jeg havde kun én tanke, og det var at komme ud derfra. Jeg så ikke gerningsmanden, da jeg kom ud, men det gjorde mange af dem, der løb ved siden af mig. Jeg kiggede med vilje væk fra dér, hvor skuddene kom fra, og håbede på det bedste,« siger hun.

Via sin baggrund i Iran samt arbejdet for Frit Iran-bevægelsen ved den 32-årige debattør meget om, hvad islamistiske gerningsmænd er i stand til.

»Politiet reddede vores liv, men det her handler også om ressourcer, og her skal politikerne have røde ører. For i forvejen er sikkerhed dyrt, men fakta er, at der burde have været civilklædt politi udenfor.«

»Allerede da jeg ankom til Krudttønden, bemærkede jeg, at vagterne kun var bevæbnede med pistoler. Det undrer mig nu, at ingen har tænkt på, at vagterne burde være tungere bevæbnet. Det var oplagt efter angrebene i Paris,« siger hun med henvisning til gerningsmandens våben, en militær M95-riffel, stjålet fra hjemmeværnet samt angrebene i Paris, der foregik med AK-47 stormgeværer.

Politivagterne på stedet, hvoraf tre blev såret, havde kun deres tjenestepistoler at forsvare sig med. Inden det lykkedes dem at jage den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein på flugt, nåede han at skyde og dræbe en 55-årig uskyldig mand udenfor Krudttønden. Tre politibetjente blev såret.

Sad i en bus

Efter det første angreb på Krudttønden søgte Jaleh Tavakoli selv ly et privat sted ude i byen. Senere sluttede hun sig til de evakuerede fra terrorangrebet, der var blevet kørt til Bellahøj Politistation i København.

»Da jeg kom, sad de andre i en stor, hvid bus i mørket, der havde gule havariblink på. For mig at se var de enormt udsatte. Man kunne vade lige ind i bussen, hvis man ville. Der var tilsyneladende ingen sikkerhed. Folk i bussen har fortalt mig, at de oplevede det som meget utrygt.«

Ifølge debattøren, der tidligere har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, var det som om, politiet ikke havde forventet omfanget og karakteren af angrebet.

»Jeg følte mig også udsat på selve politistationen, indtil vi fik trukket gardinerne for.«

Københavns Politi har ingen kommentarer. De venter på undersøgelsen af indsatsen, der er sat i gang.