Du skal have mange hundrede par almindelige solbriller på for at opnå samme beskyttelse af dine øjne, som et par af de særlige solformørkelsesbriller giver, advarer overlæge Jens Kiilgaard fra Rigshospitalets Øjenklinik.

Det kan koste dig synet for altid, hvis du lader dig friste til at kigge mod solformørkelsen uden de rigtige beskyttelsesbriller.

»Hvis man kigger rigtigt længe mod den formørkede sol, så koger man vævet inde i øjet væk. Det er meget få mennesker, der kan holde ud at stå så lang tid og kigge på solformørkelsen. Får man ødelagt synet på den måde, altså kogt væk, så er det en uoprettelig skade, og man bliver for evigt blind,« siger Jens Kiilgaard.

»Man kan ikke sige, hvor lang tid det er sikkert, ’hvis jeg bare kigger lidt derop’. Det er forskelligt fra person til person. Det kan godt være, at du kan klare det. Det kan også være, at du er uheldig, og så har du ødelagt dit øje. I bedste fald i 14 dage, i værste fald for evigt. Det er dumt,« siger Jens Kiilgaard.

Normalt kigger de færreste af os mod solen. Problemet med en solformørkelse er, at man tror, at man kigger op på en sort plet på solen, men i virkeligheden er solens stråler omkring den sorte plet stadig så skarpe, at de vil ødelægge dine synsceller. Så derfor skal du lade være med at lade dig friste til at kigge op mod solen.

Kommer du alligevel til at give den mørke sol et hurtigt blik, kan det give en forbrænding på overfladen af øjet af solens uv-stråler. Det er det, man også ser ved sneblindhed og svejserøjne.

»Det hyppigste problem med solformørkelsen er, at pigmenterne i synscellerne bliver afbleget. For at se farver, skal der være pigmenter i synscellerne. Men lyser man på dem alt for kraftigt, så kan man blege farven ud,« fortæller Jens Kiilgaar.

Det betyder ikke, at du bliver farveblind, men at du mister evnen til at kunne se – altså bliver blind. Den gode nyhed er, at pigmenterne efter denne form for forbrænding typisk bliver gendannede. Den dårlige nyhed er, at der kan gå alt fra 14 dage til et helt år indtil, de er det, og du igen kan se.

Er du forælder, pædagog eller lærer, skal du sikre, at dine børn under ingen omstændigheder kigger på solformørkelsen uden at være beskyttet af de rigtige briller.

»Hvis børnene bare står og kigger op mod solen, står de med en hel børnehavegruppe, der bliver svagtseende. Gør det rigtigt – brug brillerne. Tag ikke bare ud i Dyrehaven og se på solformørkelsen,« slutter Jens Kiilgaard.