Findes der nogen succes, som er større end selve livet, når man er løjet død i to forskellige aviser med tre dages mellemrum? Næppe.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og tidligere oberst og garnisonskommandant i Slagelse, Jørgen Østerby, 74, glæder sig da også over, at han har et godt helbred og en spændende dagligdag sammen med sin kone Lillian, som han skal fejre guldbryllup med mellem jul og nytår.
- Den, der lyves død, lever længe, siger man, og det håber jeg da på, at jeg kommer til, siger den pensionerede oberst i sit hyggelige hjem i Sønderup ved Slagelse.
Han indrømmer, at han var lidt tosset, da det gik op for ham, at Politiken i lørdags skrev om hans død, men som om det ikke var nok, så bragte Berlingske i går den samme 'nyhed'. Det har man vist sjældent set før i dansk avishistorie, og der lyder da også store beklagelser fra de to aviser.
- Nu har jeg valgt at se det fra den humoristiske side. Der er jo nogen på de to redaktioner, der har det meget værre end jeg. Dem har jeg ondt af, siger Jørgen Østerby, som er far til to børn og har fem børnebørn.
- Jeg nyder livet meget. Vi har en stor omgangskreds og tager på rejser. Min kone og jeg læser en hel del, vi går på kursus og til foredrag, og så er vi også i motionscenter i Slagelse et par gange om ugen for at holde os i form, siger Jørgen Østerby.
- Jeg har da haft et par småskavanker undervejs, men det er ikke noget at jamre over, tilføjer den gamle garnisonskommandant.
Midt i al hurlumhejet efter de to avisers fatale brøler blev Jørgen Østerby ringet op af enken til den 'rigtige' Jørgen Østerby fra Viborg-kanten, og som rettelig var den, der skulle være omtalt.
- Sjovt nok viste det sig, at jeg faktisk engang har talt med den afdøde. Det skete, da vi begge var ved at fylde 60 år. Han var meget interesseret i slægtsforskning og ringede mig op, da han var ved at undersøge, om vi var i familie. Det var vi nu ikke, men det viste sig, at begge vores familier stammer fra Lemvig-kanten og havde taget navn efter Østergård, som lå der.
- Jeg tænker ikke ekstra over døden, fordi jeg nu har været udsat for det her. Jeg glæder mig over, at det går godt. Ja, det går faktisk ikke så ringe endda, som man siger på jysk. Og så kan jeg faktisk sige ligesom min kones bedstefar: »Hvis vi havde det bedre, så var det ikke til at holde ud? siger Jørgen Østerby med et glimt i øjet.