Det kommende nordsjællandske akuthospital bliver tilsyneladende noget mindre end forventet. Politikerne overvejer derfor at sløjfe et storkøkken, der ellers skulle levere mad lavet fra bunden til hospitalets patienter.

Yderligere 16.000 kvadratmeter skal skæres væk, og en stram økonomistyring efterleves, hvis det kommende nordsjællandske akuthospital skal kunne opføres inden for den fastsatte ramme på 3,9 milliarder kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

6.000 kvadratmeter kontorer, værksteder og køkkenfaciliteter skal skæres fra byggeprojektet for Nyt Hospital Nordsjælland, hvis hospitalet skal realiseres inden for den ramme på 3,9 milliarder kroner, som statens kvalitetsfond har afsat. Mandag præsenteres den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland for en økonomisk plan, der viser, hvordan hospitalsprojektet kan holdes inden for budgettet.

- Vi gør det bedste, vi kan inden for rammen. Jeg mener stadig, at det bliver et godt hospital set i forhold til de nuværende tre hospitaler. Det, som man drømmer om, må jo tilpasses de økonomiske realiteter, siger formand for følgegruppen Kirsten Lee (R), der er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.

Hun understreger, at man ikke har lagt sig fast på en færdig løsning endnu.

I marts måned i år blev regionens politikere præsenteret for udsigten til en overskridelse på op mod 700 millioner kroner, hvis hospitalet blev bygget under de daværende forudsætninger. Det skyldes især, at byggeudgifter er højere i Nordsjælland end i andre dele af landet. Derfor har man i de sidste to måneder justeret projektet. Udgifter til parkering, byggepladsudgifter og kvadratmeterpriser er således justeret ned, udgiften til byggemodning er bragt ned ved at flytte en del af tilslutningen til forsyning af vand, varme og el fra anlægsbudgettet over på den løbende drift, de økonomiske reserver er barberet ned, og så reduceres hospitalets omfang med cirka 16.000 kvadratmeter. Blandt andet ved at undlade at opføre et centralkøkken, der kan lave mad helt fra bunden.

- Overvejelsen er at undlade et stort produktionskøkken og i stedet få mad leveret, som så færdig tilberedes i et mindre køkken, siger koncerndirektør Morten Rand Jensen, Region Hovedstaden.

Da Region Hovedstaden oprindeligt ansøgte kvalitetsfonden om penge til at bygge nyt hospital i Nordsjælland til afløsning af de tre eksisterende i 2020, søgte man om støtte til at opføre 161.000 kvadratmeter. Kvalitetsfondens eksperter mente, at 131.000 kvadratmeter var nok og satte prisen til 3,9 milliarder koner. Med den seneste beskæring er hospitalet nu på 115.000 kvadratmeter - 28 procent mindre end det oprindelige ønske.

- Min vurdering er, at arealreduceringen kræver en accept fra statens side af, at det er den vej, vi skal gå, siger Morten Rand Jensen

BNB